Caroline Wozniacki har igen i år vist højt niveau ved Dubais WTA-turnering, hvor semifinalen som de tre forgangne år blev endestationen på vejen mod finalen
I fredagens semifinale stod Wozniacki så overfor rumænske Simona Halep, der på verdensrangliste er en plads foran Wozniacki på fjerdepladsen.
Der var dermed lagt op til et brag af en kamp, hvor de inden kamp stod lige 1-1 i den indbyrdes stilling.
Wozniacki var bedst fra kampens start, hvor hun mere eller mindre udspillede sin modstander ved at tage første sæt 6-2, et sæt hvor Halep lavede en del fejl.
Til andet sæt fik Halep indstillet sit sigtekorn og kom op på sit normale niveau. Derimod skete det modsatte for Wozniacki, der så ud til at være tømt for energi og tabte både andet og tredje sæt med 1-6.
Det skal dog siges at Wozniacki har været sengeliggende med sygdom den seneste uges tid. Tager man dette i betragtning, er det bestemt en flot præstation af danskeren, der også selv var tilfreds med sin præstation den seneste uges tid.
Med sin semifinale plads forsvarer Wozniacki sine verdensrangslistepoint fra forrige år.
I finalen står Simona Halep overfor tjekkiske Karolina Pliskova, der er verdens nummer 18.