Videre til kvartfinalen

19. april 2008

Efter et par dages regnpause kom vi i dag atter i gang her i Busan. Jeg vandt min 2. runde kamp over Motomura fra Japan med cifrene 7/6 – 6/4. Det var en meget tæt kamp, hvor vi brød hinandens serv mange gange. Det blæste voldsomt, og da baner og bolde er enormt langsomme, er det lige før fordelen ved at serve forsvinder! Måske kan man sige, at det er et spørgsmål om, hvem der løber bedst og slår flest bolde ind i banen.

I morgen skal jeg møde Danai Udomchoke fra Thailand. Vi har mødt hinanden et par gange, hvor jeg har vundet nogle tætte opgør. Han er en af mine bedste venner på touren, og vi kender hinandens spil ud og ind. Det bliver uden tvivl en rigtig hård kamp, da han normalt spiller godt her. Han er en lille og lyn hurtig spiller, som lever af at slå kontraslag. Sidst han stillede op her i Busan vandt han turneringen, så selvom jeg er seedet til at vinde kampen, er det nok en meget åben kamp.