Videre i single

14. september 2010

Det blev en op og ned dag for mit vedkommende. Jeg lagde ud med at vinde min single efter en ikke specielt historisk indsats med 2-6 6-2 4-0 rtd. Derefter tabte vi vores double med 3-6 5-7.

Singlen startede pænt langsomt for mig. Min timing var off, og jeg spillede meget på hans præmisser. Jeg kom hurtigt bagud med 0-5, inden jeg kom på tavlen. Første game i 2. Sæt var en direkte foræring fra ham til mig, og jeg var heldig/dygtig til at holde to lange games til 3-1, og så var han færdig. Efter jeg brød ham til 4-1tog han en injurytime, men det hjalp ham ikke så meget. Derefter kom der lidt mørke skyer ind over banerne, og det så hurtigt ud til at det skulle regne. Måske derfor tog han en 10 min lang toiletpause mellem sættene. Ved 3-0 dobbeltbreak tog han en ny injurytime, men løbet var kørt. Han var flad og trak stikket, da jeg havde breakbold til 5-0. Jeg er ikke helt tilfreds med mit niveau, men det har jeg så heldigvis mulighed for at forbedre i morgen. Det er endnu engang lidt utilfredsstillende ikke at have vundet kampen selv, men hvad fanden – det er trods alt bedre end at havde tabt den!

I double spillede jeg sammen med Yuichi Sugita fra Japan. Vi mødte den britiske kombination Eaton/Goodall, og røg altså ind i et bittert nederlag. De startede godt og servede generelt godt hele kampen igennem – specielt Goodall servede helt over evne. Jeg startede med et meget passivt servegame, og det kostede sættet. I 2. sæt begyndte vi at få bedre fat i Eatons serv, og det gav break med det samme. Derefter var det os, der havde overtaget, og vi havde sågar breakbold til 5-1. Desværre holdt de den, og de brød mig, da jeg servede for sættet ved 5-3, selvom vi havde 2 sætbolde. Den ene slog Eaton et vanvittigt passerslag og på den anden troede jeg, at jeg kunne ønske en bold ud, så jeg lod en standard volley være, for at se den lande en halv meter inde for baglinjene. Derfter havde de al momentum, og efter jeg fik nosset i endnu et par point, vandt de med 5-7. Nedern.

I morgen møder jeg tyskeren Peter Gojowzcuk(?), der er en meget offensiv spiller, der spiller vildt fladt. Det gælder om for mig, at stå i mod hans tryk, for så kan han blive vild og gå efter vinderen for voldsomt. Desuden er han ikke god i defensiven, så får jeg mulighed for at slå kontra eller få ham på hælene, skal jeg udnytte det.

YNWA