Verdens bedste Wozniacki slår til igen og vinder over polsk stjernespiller

23. oktober 2014

Verdensklassespillere i hopla

Både danske Caroline Wozniacki og polske Agnieszka Radwanska var i dag i hopla, hvor det blev til en yderst flot og underholdende kamp, som danskeren ender med at vinde i to sæt med cifrene 7-5, 6-3.

Det var en utrolig flot og velspillet kamp, hvor de to spillere fik varieret deres slag og spil. De havde begge fantastiske for- og baghåndslag, flugtninger samt placeringsskud der inkluderer fænomenalt timede lob, stopbolde og serve.

Står man og skal bruge en video til undervisning i tennis ville Wozniackis og Radwanskas kamp være et glimrende eksempel at bruge, eftersom de næsten kom igennem hele repertoiret af tennisslag.

Wozniacki vandt de to første bolde, men Radwanska skulle lige i gang for herefter at vinde eget serveparti samt bryde Caroline i det næste. Caroline får hurtigt brudt igen og holder sig inde i første sæt.

Første sæt er utroligt tætspillet men Wozniacki formår omsider at bryde Radwanska til stillingen 6 -5. Wozniacki holder hovedet koldt og tager det afgørende parti og første sæt hjem.

Fight til det sidste

Radwanska lægger hurtigt første sæt bag sig og bliver ved med at fighte, hvilket resulterer i at polakken tager første parti i andet sæt rent. Wozniacki lader sig dog ikke skræmme og svarer igen ved ligeledes at tage et rent serveparti.

I det næste parti bryder Wozniacki til 2-1, men efterfølgende går danskeren lidt ned i intensiteten, hvilket Radwanska udnytter til at bryde og komme foran med stillingen 3-2.

Danske Caroline Wozniacki er en fighter og bliver ved med at kæmpe. Da wozniacki bryder igen til 4-3 lader det til, at hun også får knækket Radwanska, der bliver mere sløset i de to sidste partier som danskeren hiver hjem sammen med sejren.

Maratontræning er givet godt ud

Til trods for at Wozniacki spillede en maratonkamp på over tre timer for to dage siden mod verdens nummer to Maria Sharapova, så kunne man ikke se tegn på dette.

Som Wozniacki sagde efter kampen i vinderinterviewet, så skal hun trods alt løbe et maraton om kun 10 dage, så derfor skulle hun gerne kunne klare det fysiske perspektiv her til WTA Finals.

Det lader altså til at det er givet godt ud med maratontræningen, der giver et stort fysisk overskud.

I dagens anden kamp spiller de to tabere fra første runde i gruppe hvid. Her er det Maria Sharapova og Petra Kvitova som står over for hinanden.  Kampen gik i gang lidt i 10 dansk tid.

Vinder Maria Sharapova dagens anden kamp er Wozniacki sikret avancement til semifinalerne i WTA Finals.

Dertil bliver der spillet en kamp i gruppe rød, hvor Serena Williams skal gøre sit mod Eugenie Bouchard for at være med i kampen om gå videre til semifinalerne. Kampen bliver spillet 13.30 dansk tid.

Billede af angelicalbite / CC BY 2.0 / Beskåret /