Unge tennismænd dansede hysterisk rundt i en hal i Kolding

14. september 2014

Jublen ville ingen ende tage, da Danmark slog Moldova og rykkede op i Davis Cups næsthøjeste division. Martin Pedersen, der sikrede den afgørende sejr, kaldte det hele for ’sindssygt’ og omtalte den afgørende kamp, som den største rutsjebanetur.

KOLDING.

Efter fem lange sæt fører Martin Pedersen 6-5. Han har fordel ude i Maxim Dubarencos serv. Der er break-, sæt- og matchbold. Det er danskerens anden af slagsen. Pedersen returnerer flot serven og en enkelt forhånd mere skulle der til. Dubarenco slog bolden ud.

På få sekunder stormede Frederik Løchte Nielsen, Thomas Kromann, Søren Hess-Olesen og de andre i og omkring det danske landshold ned med Martin Pedersen. Med 7-5 i femte og afgørende sæt havde Martin Pedersens sikret Danmark oprykning til Europa/Afrika Gruppe 1, Davis Cups næsthøjeste division.

Danskerne dansede rundt i en cirkel og råbte. De var lykkelige. Jublende lykkelige. Martin Pedersen fik en lufttur. Han havde fuldendt en fantastisk dansk Davis Cup-weekend. Et fantastisk dansk Davis Cup-år. Oprykningen, der ikke burde være mulig, var en realitet. Derfor dansede fire unge danske mænd hysterisk rundt i en hal i Kolding.

Det er sindssygt”, sagde Martin Pedersen umiddelbart efter sin sejr.

Det var svært at finde ord at sætte på den præstation, han lige havde lavet. Det behøvede han heller ikke. Den talte næsten for sig selv. Lille Danmark skal næste år møde nogle af verdens største tennisnationer i Davis Cup. Det er sindssygt, Martin Pedersen. Det har du helt ret i.

En sindssyg opbakning
Publikum blev i hallen og hoppede og jublede sammen med spillere. Som fodboldspillere løb Martin Pedersen og de andre danskere arm i arm jublende ud mod publikum. Der var helt elektrisk i Bramdrupdam Hallerne. Sjældent, hvis nogensinde, er en lignende stemning set i en dansk tennishal.

Gennem hele Martin Pedersens afgørende kamp fik danskeren maksimal støtte. Hver gang danskeren enten var hårdt presset eller var i nærheden af at bryde Maxim Dubarenco trampede publikum i tribunen, klappede i deres hænder og råbte på Martin Pedersen. Han fik en opbakning, som man kun kunne drømme om, og den hjalp ham også til at hive sejren i land.

Det er en sindssyg opbakning. Når man spiller på hjemmebane foran sådan et publikum, finder man nogle kræfter, som man ellers ikke har”, fortalte Martin Pedersen.

På sidelinjen var Kenneth Carlsen oppe at stå mellem hver eneste bold. Han klappede Martin Pedersen frem, og på den danske bænk var Frederik Løchte Nielsen, Thomas Kromann og Søren Hess-Olesen der første til at opildne publikum.

Holdindsats med stort h
Det var beviset på det sammenhold, som danskerne har. Det sammenhold der har bragt Danmark så langt i Davis Cup i de seneste mange år, og som nu har bragt landsholdet tilbage i Europa/Afrika Gruppe 1.

Det er helt vildt. Vi røg ned sidste år efter en forfærdelig kamp mod Sverige, som vi skulle have vundet, og det tog mig virkelig lang tid at komme mig over den kamp. Det gjorde virkelig ondt i mit tennishjerte, og nu rykker vi op året efter. Det er sindssygt, og det burde ikke kunne lade sig gøre”, lød det fra ’Røde-Roger’.

Ligeså skuffet og ked af det, som jeg var i Sverige, ligeså ovenud lykkelig er jeg efter i dag. Frederik spiller så godt hele weekenden, og Frederik og Thomas spiller en fantastisk double. Det er det, man betegner som en holdindsats med stort h”.

Den største rutsjebanetur
Holdindsatsen blev fuldendt af Martin Pedersen efter en helt vandvittig tenniskamp. Alle de negle der sad på fingrene, da publikum søndag lidt over middag trådte ind i Bramdrupdam Hallerne, eksisterede ikke længere, da klokken slog 19.30. Martin Pedersen og Maxim Dubarenco skabte en kamp, som man kun kan få i en femte og afgørende kamp i Davis Cup.

Det betød alt for begge spillere og begge hold at vinde, og momentum skiftede kampen i gennem. Dubarenco tog første og var bedst indtil 6-5 i egen serv i andet sæt. Så tog Pedersen over, vandt andet sæts tie-break og tog også tredje sæt. I fjerde sæt kom Dubarenco tilbage og var så ovenpå, indtil Pedersen brød til 4-1 i femte sæt. Her lykkedes det igen Dubarenco at komme tilbage, før Martin Pedersen til sidst fik brudt. 3-6, 7-6, 6-4, 3-6, 7-5. Med disse vandvittige cifre vandt Martin Pedersen.

Det var måske den største rutsjebanetur, jeg har prøvet. Jeg kommer rigtig dårligt fra start, men jeg kommer tilbage og har egentlig styr på det i fjerde sæt, før jeg får nogle dårlige partier, og så skal vi ud i femte sæt. Der fører jeg 4-1, og så kommer han tilbage, men så vinder jeg til sidst. Lige nu har jeg det selvfølgelig fantastisk. Jeg er pissehamrende træt, men det er helt fantastisk”, fortalte den danske vinder.

I en kamp, hvor jeg vinder 7-5 i femte sæt, er det selvfølgelig marginaler, der afgør det. Det siger sig selv. Vi er to utrolig lige spillere, og vi server begge rigtig godt på det hurtige underlag. Til sidst spiller jeg godt på de vigtige tidspunkter. Han kan serve andet sæt hjem og komme foran med 2-0, men det gør han ikke, og så spiller jeg en god tie-break. På de afgørende point er jeg lige det skarpere, end han er i dag”.

Martin Pedersen var virkelig træt, men han fandt ressourcerne til sidst, og da sejren kom i hus, kom der samtidig ny energi. Danskerne havde ingen problemer med at rende rundt og juble med holdkammeraterne. Til slut blev der kaldt til samling. Danmark skulle have overrakt beviset på deres oprykning. Og selvfølgelig var det Martin Pedersen, der fik lov til at modtage det. Jublen brød løs igen. At Davis Cup-mændene ikke kan danse, er de nok bedøvende ligeglade med.