Ufrivillig fysisk træningslejr

21. september 2009

Siden mit sidste indlæg har jeg haft endnu en uge uden ketcher. Jeg valgte simpelthen at hvile min hånd så meget som muligt, til jeg fik kastet mere lys over, hvad jeg egentlig er oppe imod. Jeg har forsøgt at bruge pausen til at styrke min fysik, så jeg forhåbentlig kan komme tilbage i bedre fysisk form. Jeg har flere dage trænet 2-3 pas, så selvom jeg ikke synes, det er lige så interessant som tennistræning, så har jeg ikke kedet mig. For ikke at løbe helt sur i det, har jeg forsøgt at variere min træning så meget som muligt, både i styrke- og konditionstræning.
I fredags fik jeg så endelig foretaget den MR-scanning, som gerne skulle vise, om næste skridt var en operation, sådan som jeg var blevet forberedt på af min læge og en håndspecialist. Hvis jeg skulle opereres, skulle det være min discus triangularis, den var gal med, men scanningen viste heldigvis, at den var ok, og at jeg derfor ikke skal opereres, hvilket var en god besked.
Der er jo altid et men, og denne gang var det – så vidt jeg har forstået – at min der er ødem i min underarmsknogle (ulna), hvilket betyder, at der er lidt væske i knoglen, som er fremtvungen af overbelastning eller slag. Nu er jeg ikke ekspert, og måske er min forklaring helt ude og cykle, men det er altså også en lidt mærkelig skade.
Det burde gå over af sig selv og kan hjælpes på vej med laserbehandling. Håbet er, at jeg kan begynde at slå baghånd om 1-2 uger, men det er stadig usikkert. Heldigvis har jeg fået grønt lys til at spille lidt tennis med højre, hvilket jeg begynder med i morgen – jeg glæder mig!!