På papiret havde jeg fået den dårligst mulige lodtrækning, og det endte også med et 1. runde nederlag til Wiernerova med 6/7 2/6. Der er både godt og skidt at tage med fra kampen, og det er ikke andet at gøre, end at prøve at lære af nederlaget og arbejde videre.
Min modstander i dag er lidt atypisk, da hun ikke er så fysisk stor og derfor ikke spiller med “musklerne”, men i stedet med “hænder og hoved”. Vi ville begge gerne rundt og styrer med forhånden, og der var mange lange dueller, hvor vi fik udnytte hele banen. Jeg spillede godt især i første sæt, hvor jeg holdt fejlprocenten nede og returnerede rigtig godt. Desværre fik jeg for lidt ud af serven, og det var nok det, som gjorde, at det gik, som det gik. Jeg havde min chance ved 5/4 egen serv, men jeg mangler stadig den sidste rutine og selvtillid i de afgørende situationer mod en spiller af den karat.
Der er ikke andet at gøre end at komme ovenpå hurtigst muligt og træne videre. Kampen i dag viste mig, at jeg har spillet til at være med mod de rigtig gode, men jeg mangler de sidste mentale og fysiske kræfter, og dem må jeg træne mig til!
I går vandt Mircic og jeg q. runde double 7/5 6/1 over Wiernerova/Giraud, og spillede rigtig fint, selvom det var første gang, vi spillede sammen. I morgen møder vi Arvidsson/Roma, hvilket nok skal blive en spændende kamp.
I denne uge bor jeg på værelse med Sofia, hvilket er ganske underholdende. Sofia sagde, at hun går meget op i, at der var ryddet og pænt på værelset, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage mig lidt sammen denne uge. Da jeg så kom ind på værelset, var jeg ved at falde over Sofias taske, som hun havde placeret lige inden for døren, og det så ud som om, den var eksploderet ud over det hele! Vi må vist aftale, at den, der taber i double i morgen, skal rydde op…