Torpegaard slog Pedersen ? Lyngby tabte alligevel
24. november 2013
Ungdommen slog rutinen, da to af dansk tennis’ største singlekanoner tørnede sammen i Elitedivisionen. Mikael Torpegaard vandt i to sæt over Martin Pedersen, men trods den overraskelse vandt KB med overbevisende 5-1 over Lyngby.
Der blev ingen revanche for DH-ude-finalenederlaget, da Lyngby gæstede KB. Københavnerne var for stærke og vandt med 5-1 og ligner en vinder af DH-indes grundspil. Nu kan kun Birkerød true KB, og netop de to mandskaber mødes i sidste spillerunde.
Torpegaard i form
Lyngbys ære i weekendens opgør blev kun reddet af Mikael Torpegaard, der ellers blev forbigået, da nomineringerne til årets danske tennisspiller blev offentliggjort tidligere på ugen. Unge Torpegaard viste, at han stadig har den form, der sikrede ham GPS Masters-titlen i sidste uge. Han besejrede i førstesinglekampen Martin Pedersen, der ellers ikke har tabt en Elitedivisionskamp i umindelige tider.
Med to gange 6-4 sikrede Torpegaard, hvad der skulle vise sig at blive Lyngbys eneste point i affæren mod KB. Lyngbys andre singlespillere kunne slet intet stille op mod et KB hold i noget der minder om stærkeste opstilling. Udover Pedersen stillede københavnerne med Kromann, Friis Søndergaard og Ferrigno på holdkortet, og den bredde kunne Lyngby med Nørby, Therp og Hjortskov ikke matche. Spænding var der til gengæld i førstedoublen, hvor Nørby/Torpegaard udfordrede Kromann/Pedersen men måtte se sig slået med 12-10 i match-tie-break.
Når 1900 medaljespillet?
I weekendens øvrige kampe tabte Birkerød et enkelt point til Hvidovre, men med fem sikre point er de klar til medaljespillet, og med to point næste uge mod KB får de endda andenpladsen i grundspillet. Trods nederlaget til KB ligner Lyngby stadig et medaljespilshold. Næste uge venter Hvidovre, og her skal Lyngby nok sikre medaljespilspladsen.
Drama bliver der til gengæld om den sidste medaljespilsplads. I skrivende stund er Århus 1900 på besøg i Randers, og her skal de gerne hive tæt maksimum point. Lige nu er de nemlig på 15 point, og i sidste spillerunde næste weekend venter Gentofte, der har 23 point efter 6-0 denne weekend over B 93. Det vil være en overraskelse, hvis 1900 ikke når medaljespillet, og aarhusianerne vil i den grad selv være skuffede, hvis det ikke lykkes. Lige gyldigt størrelsen på Århus’ sejr over Randers skal de nemlig formentlig bruge mindst 5-1 over Gentofte næste weekend, da nordsjællænderne har en bedre sætscore.
Resultater fra 6. spillerunde ved DH-inde (herrer)
KB – Lyngby 5-1:
Martin Pedersen – Mikael Torpegaard 4-6, 4-6
Thomas Kromann – Rasmus Nørby 6-2, 6-1
Simon Friis Søndergaard – Philip Therp 6-3, 6-4
Marc Ferrigno – Mads Hjortskov 6-2, 6-2
Kromann/Pedersen – Nørby/Torpegaard 6-2, 1-6, 12-10
Ferrigno/Søndergaard – Therp/Hjortskov 6-3, 6-4
Hvidovre – Birkerød 1-5:
Nicolai Ferrigno – Philip Ørnø 4-6, 7-6, 7-10
Jimmy Wallin – Rasmus Schwarz 6-7, 6-7
Mikkel Paludan-Müller – Kasper Warming 4-6, 2-6
Thomas F. Skouboe – Hans Lindenberg Stentoft 5-7, 0-6
Ferrigno/Wallin – Ørnø/Stentoft 4-6, 6-7
Müller/Skouboe – Schwarz/Warming 5-7, 6-4, 16-14
Gentofte – B 93 6-0:
Andreas Laulund – Andreas Papanikolaou 6-1, 1-6, 11-9
Christian Sigsgaard – Rahmaan Mir 6-1, 6-1
Frederik Ørvad – Mark Steensen Blicher 2-6, 6-2, 12-10
Oscar Jeppesen – Johan Fritze Neve 6-2, 6-2
Laulund/Pless – Blicher/Papanikolaou 6-2, 6-1
Ørvad/Sigsgaard – Mir/Neve 6-1, 6-