Thomas G. Andersen: Alle gode gange 18 ? måske

2. juni 2009

Hvem har siden 1990 stået 17 gange i slutspillet om hold DM? Hvem er den eneste dansker der har spillet sig igennem kvalifikationen til den hedengangne og savnede danske turnering ”Copenhagen Open”? Hvem af de hjemlige danske topspillere kan sige ’mojn’, så det lyder autentisk?

Svaret på disse tre spørgsmål kan kun være et. Det er Thomas G. Andersen der i dag optræder på Lyngby’s hold når der er brug for det. Gennem årene har Thomas ydet en fornem indsats i holdturneringen og stået parat for henholdsvis KB og siden Lyngby når der er blevet kaldt på ham. Tennissporten.dk tog en snak med Thomas her kort før den nye hold sæson starter for at høre hvad det er der stadig driver ham og også høre lidt om hans tennistanker i øvrigt.

Hvad får dig til at deltage år efter år i holdturneringen?

Jeg elsker stadig spillet. Jeg kan simpelthen lide at spille tennis. Og så længe jeg kan stå inde for min form så vil jeg gerne være med.  Jeg sørger generelt for at holde mig i god fysisk form og slagene er der jo stadigvæk. Det er også motiverende at komme ud at røre sig når man til daglig arbejder på et kontor.

Hvad er din største oplevelse i hold DM?

I 1990 startede jeg i KB og i vores første hold kamp hvor jeg var 4. Single slog jeg Christian Camradt og det var stort for mig. I det hele taget var det en kæmpe oplevelse at være med på KB’s hold der desuden bestod af Michael Tauson, Michael Mortensen og Kenneth Carlsen.

Er det interessant nok for dig at spille hold DM når man tænker på at du har spillet professionelt?

Nu var jeg kun professionel i et par år. Så det skal ikke sættes op imod en lang professionel karriere. Jeg spillede desuden holdkampe i Tyskland og derfor var holdkampe en naturlig måde for mig at få spillet kampe på. Så det at spille hold DM er simpelthen min måde at få spillet kampe på.

Hvordan tror du man får mere publikum med til hold DM?

Niveauet skal være højere og det bliver det kun hvis de bedste spillere er med. På et tidspunkt lavede man nogle initiativer der gjorde at eksempelvis Jarrko Nieminen var med i slutspillet, hvilket var rigtig fint. Selvom det naturligvis var holdturneringen indendørs er det nok den vej man skal gå hvis man ønsker mere publikum. I det hele taget er man nok nødt til at planlægge holdturneringen mere efter de bedste spilleres turneringskalender. Holdturneringen strækker tit over meget lang tid. Strakte den sig over kortere tid kunne den måske også blive mere interessant for publikum. Der kunne også overvejes andre initiativer, i hvert fald er ambitionsniveauet nødt til at være lidt højere.

Hvad er dine ambitioner for dette års hold DM?

Der er ikke de helt store ambitioner. Jeg vil meget gerne skulle spille hold DM uden at blive skadet. Jeg vil selvfølgelig også gerne at min klub, Lyngby vinder. Endelig så er ambitionen også at jeg får mere end 4 games hvis jeg møder Thomas Kromann i holdturneringen.

Hvordan ser du fremtiden for dansk tennis?

Det er der mange der har en mening om. Om jeg er den rette til at sige så meget om det ved jeg ikke, men selvfølgelig tænker man da lidt over det. Det at man nu satser mere på de helt unge spillere synes jeg er rigtigt. Og forbundet kunne med fordel følge det op ved at motivere klubberne til at satse mere på ungdommen. Mange gange bliver klubbens bedste trænere brugt på førsteholdstruppen hvor de i højere grad skulle bruges på de unge spillere.
Men ellers ser det vel ikke helt skidt ud. Med Caroline Wozniacki har Danmark et godt afsæt for fremtiden. Det kræver naturligvis at man udnytter det afsæt, bl.a. ved at man i endnu højere højere grad bruger erfarne folk med forstand på tennis. Men der er grund til at være positiv.

Tennissporten.dk  siger tak til Thomas G. Andersen for det gode interview og håber at han får mere end 4 games mod Thomas Kromann.