Tennissportens Bob Marley
12. april 2011Halløjsa – ja, det går sgu’ lidt langsomt for tiden, og det hjælper ikke, at bloggeren er mentalt ustabil. Men måske netop derfor tiltrækkes han af andre ustabile elementer? Han præsenterer i hvert fald her endnu én af slagsen. Mine damer og herrer, jamaicas nummer 1 og chef, Dustin Brown.
Billede fra Justin Browns officielle hjemmeside Copyright Ella Ling
Og læg så mærke til den fantastiske synergi, du nu får lov at udspille sig på tennissporten.dk. Frederik Løchte tæver Dustin, og undertegnede bygger ham langsomt op igen.
Født 1984 i Tyskland, men 12 år gammel flytter han til Jamaica. I 2004 er han tilbage i tyskland og indtil 2007 kører han europa tyndt i sit folkevognsrugbrød, som han har fået af sin mor, fordi han ikke har råd til fly og hotel til de forskellige turneringer.
Han har nu fået råd til at spille tennis, og ligger i øjeblikket nr. 101. Selvom hans rangering har været stødt stigende, spår denne blogger, at han ikke rykker ind i top 60 lige med det samme. Men omvendt, er han slet ikke til at regne med…lige pludselig stopper han måske med at ryge, hvem ved?
Jeres udsendte havde selv fornøjelsen af chefen live under dette års australian open. Bloggeren befandt sig på et tidspunkt tilfældigvis ude på bane 21, og kunne der se Dustin presse Albert Montanes ud i 5 sæt. Med det samme var det tydeligt, at det ikke var noget normalt menneske, der stod inde på den bane. Stort set alle hans bevægelser er så langt væk fra at ligne en tennisspillers. Han bruger ikke lange dueller, enten er det en vinder, eller også sidder den i hegnet.
Et sjovt eksempel er, da han mod Montanes efter 2 dobbeltfejl og en langt ude stopbold er nede 0-40, vælger at brage 4 klokkerene es’er afsted.
Han kan finde på at stå op mellem sidebytte, hvilket vel egentlig ikke er fuldstændig vanvittigt, men man ser det bare sjældent i pro tennis. Han insisterer benhårdt på at spille med den samme bold igen, hvis han har vundet et point. Hvis han har tabt et point med en bold, vil han helst ikke have den i spil igen, og går ikke i vejen for at beholde en virkelig dårlig bold i lommen, selv når det er modstanderen der server. Han spiller med neonfarvede snørrebånd, det er sjovt.
Og så skal man selvfølgelig ikke glemme at knægten er model, og det er vel ikke kun fordi, han er tennisspiller og speciel … men vel også fordi, han er lækker. Bloggeren synes i hvert fald, han er lækker.
Billede fra Dustin Browns officielle hjemmeside
Ellers er det måske på plads at ønske Wozzen til lykke med sit trofæ i Charleston. Bloggeren så de fleste af kampene, og der var sgu’ lidt langt mellem snapsene. Hun så faktisk ikke ud til at befinde sig specielt godt på gruset. Som Tine Scheuer rigtig nok nævnte, så glider hun simpelt hen for sent. Det ser lidt skørt ud. På et tidspunkt var Wozzens baghånd også fuldstændig væk … og det var i en grad, så hun løb rundt om sin baghånd for at slå forhånd, crazy stuff. Men så meget desto sejere, at hun alligevel får slidt sig igennem, og napper trofæet.
Og nu hvor ingen af ”gamle” kan finde ud af at opføre sig ordenligt uden for banen, så det kan det da godt være, hun kan gå hele vejen i Paris.
Ses