Tennissporten.dk livestreamer DM Inde

27. februar 2015

Se semifinaler og finaler fra DM Inde i Odense direkte på Tennissporten.dk fredag den 6. og lørdag den 7. marts.

Når Danmarks bedste tennisspillere skal kæmpe om medaljer ved DM Inde i Marienlyst Centeret i Odense, er Tennissporten.dk med på tætteste hold. Fredag den 6. marts og lørdag den 7. marts livestreamer Tennissporten.dk nemlig fra semifinaler og finaler ved DM Inde.

Det er et samarbejde med Dansk Tennis Forbund, der igen gør det muligt for Tennissporten.dk at vise Danmarks bedste tennisspillere i en af årets absolut største turneringer. Firmaet Medieport, der også ejer Tennissporten.dk, står bag produktionen af billederne fra DM Inde, og her er alle sejl sat til for at levere den bedst mulige dækning til Tennissporten.dk’s seere.

Tre HD-kameraer i Marienlyst Centeret sørger for at bringe den store tennisbegivenhed hjem i stuerne, og dækningen af selve kampene krydres med diverse indslag og interviews. Tennissporten.dk’s redaktør Jonas Løytved og tennisekspert Søren Wedege kommenterer alle kampene direkte og analyserer og rapporterer fra Tennissporten.dk’s studie.

Vi glæder os meget til at kunne præsentere en af Danmarks største tennisbegivenheder direkte på Tennissporten.dk. At vi igen kan tilbyde vores brugere direkte dansk toptennis, er mig en stor glæde, og jeg synes, at det understreger Tennissporten.dk’s position som Danmarks seriøse og troværdige tennissite med en helt klar profil på dansk tennis”, siger Tennissporten.dk’s redaktør Jonas Løytved.

I Dansk Tennis Forbund er der også stor glæde over, at det igen er lykkedes at få livestream-dækning af Danmarksmesterskaberne.

Jeg er glad for, at enderne kunne mødes til sidst. DTF samt i dette tilfælde FTU er altid interesseret i konstruktive og givende samarbejdsrelationer med aktører, der brænder for tennis og endvidere tilstræber et vist niveau. Medieport har leveret varen før, så vi forventer en super dækning af semifinaler og finaler ved DM Inde i Marienlyst. Redaktionelt bliver der også bundet en sløjfe til præstationerne i Rusland, hvor Davis Cup-holdet desværre kæmper uden hjemlige tv-billeder”, siger presseansvarlig i Dansk Tennis Forbund Michael Tannis Beck.

Tennissporten.dk kommer til at livestreame fire semifinaler fredag den 6. marts og to finaler lørdag den 7. marts. Den nærmere sendeplan følger i de kommende dage.

Det er tredje gang på under et år, at Tennissporten.dk viser direkte tennis. I år 2014 blev Davis Cup-kampen mellem Danmark og Luxembourg og DM Ude fra Helsingør livestreamet på Tennissporten.dk.

Medieport og Tennissporten.dk’s hold i Odense er: Kamera: Kristoffer Uhrenholt, Selman Kilic og Mikail Sert, producer: Aske Jensen, teknik og grafik: Oskar Konstantyner, kommentatorer: Jonas Løytved og Søren Wedege.