Jeg er i Tel Aviv. Det er et dejligt sted. Turneringskoordinatoren er en sød pukkelrygget dame ved navn Yona, som taler skingert med en britisk accent og behandler os alle som hendes sønner. Der er varmt men det er vist efterår, for der er lidt køligt i skyggen og man kan ikke rigtig finde ud af om man skal have tøj på eller ej. Jeg bor på Momo’s Hostel nede på Ben Yehuda street i byen parallelt til Middelhavet og tæt på alt hvad et ungt sind kan begære. I går gik jeg tur med mig selv. Uden snor. Jeg kiggede på flotte – nej utroligt smukke – israelske damer, tøjbutikker en masse, humus-restauranter og tre ortodokse jøder i hvide klæder og langt flettet hår der dansede ovenpå en varevogn til tekno-musik på fuld udblæsning fra eget medbragte anlæg. Så gik jeg igennem en lille bazar, købte et par falske solbriller, nogle bananer og tre bøger på engelsk – fordi jeg nægter at forsøge hebraisk – af Paul Auster, Joseph Heller og William Faulkner. Selvom jeg har gået på college føler jeg ikke jeg har læst klassikerne, så det vil jeg prøve nu i stunderne mellem kampene og træning og forberedelse osv. osv. osv. Da jeg slap igennem bazaren, gik jeg på stranden og lavede lidt opdigtet yoga på mit håndklæde og læste et kapitel af "Catch 22" (jeg kan ikke understrege ord i denne browser) i solnedgangen… Idyllisk men ensomt…
Momo’s Hostel er egentlig fint nok. Jeg har mit eget lille værelse med en seng – ja da -, et lille tv – som jeg endnu ikke har tændt for -, eget bad og toilet og sågar et skab til sit tøj. Af en eller anden grund ligger der en stor tøjbamse med lynlås, som man kan tage på som dragt inde i mit skab i nr. 37. Jeg har overvejet mulighederne med denne naturligvis. Måske tager jeg den på en aften og går ned og skriger af folkene der ryger og drikker og råber nede i receptionen hver aften. Ellers tager jeg den på og går over på baren lige ude for mit vindue – som ikke er et vindue men bare træ-persienner man kan åbne og lukke – hvor de spiller gudsforladt tonserock eller synger karaoke til langt ud på natten. Så hopper jeg op på scenen i mit bamsetøj og synger – nej skriger – "Rabalderstræde"… Jeg ved det ik’. Der skal ske et eller andet.
Nå ja. Det kunne være jeg skulle komme til sagen. Jeg klarede mig som bekendt gennem kvallen som lucky loser og mødte i dag Josh Goodall fra England. En fin fyr, lidt lasket og lad, men han server godt og slår en god forhånd. Baghånden kunne udnyttes. Det gjorde jeg ikke nok i dag.
Jeg tabte 6-3 7-6 og føler mig stadig ikke 100%. Mine ben føles tunge og stive og jeg danser ikke, jeg tramper. Det er modbydeligt at høre sine fødder slæbe henad jorden som blylodder, mens jeg prøver at angribe denne lidt kluntede englænder. Ja egentlig giver jeg sgu ikke så meget for ham. Han må have været ramt af et eller andet, for han spillede sgu ikke overbevisende mod en halvsvag splejset dansker i dag. Jeg servede faktisk godt i de første 4 partier. Kunne styre med førsteserven og satte godt smæk på, men så røg benene og førsteservsprocenten faldt drastisk. Jeg blev brudt en gang i sættet – dog rent – og havde en breakbold i hans game. Jeg missede en baghåndsretur i toppen af netkanten.
Jeg indstillede mig på at jeg ikke kunne spille pænt og rent i dag efter første sæt og tænkte at jeg bare skulle vinde andet sæt no matter what. Så jeg spillede da lidt mere frit, i den forstand at jeg ikke forsøgte at forcere og forsøgte i stedet bare at angribe baghånden og smide junk til hans forhånd. Det virkede okay, men jeg returnerede ikke godt nok til at bryde ham og jeg tabte tie-breaken 7-3 efter at lave dobbeltfejl ved 5-3. Jeg ved ik hvorfor. Ikke een gang havde han gjort noget ved min andenserv i hele kampen – det er løgn, han slog en forhåndsvinder på een andenserv i hele kampen – så det var unødvendigt. Han servede godt i tiebreaken.
Jeg skal have trænet nu og kigget på flotte ortodokse jødemænd der danser til tekno indtil på lørdag, hvor jeg giver den gas og tror fuldt og fast på at jeg kan og vil vinde!
Indtil da,
Ørnø