Nervepirrende tæt nedrykningsfinale.
I de sidste tre dage har det svenske tennislandshold været i kamp om at undgå nedrykning i Davis Cup-turneringen. Sverige vinder samlet 3-2 i en yderst tæt nedrykningsfinale og forbliver i Europa/Africa Zone Group 1.
Sverige stod overfor Letland, hvor de måtte ud i fem kampe for at afgøre nedrykningsfinalen. Kampen var tæt fra fredagens begyndelse, hvor svenske Elias Ymer tabte hans første kamp 9-7 i femte sæt. Lørdag bød igen på en tæt affære, hvor doublen ligeledes blev afgjort i femte sæt, her kunne svenskerne dog ånde lettet op efter at havde vundet kampen.
Dermed var det svenskerne, der holdt hovedet højest til søndagens afgørende kampe, hvor Letland holdte fast i håbet om at blive i Zone Group 1. Martins Podzus vandt hans anden singlekamp 3-1 i sæt over svenske Christian Lindell, og fik dermed udlignet til stillingen 2-2.
I den sidste og afgørende kamp søndag skulle Elias Ymer igen i kamp, hvor han med hjemmepublikummet i ryggen kunne stå for det store pres ved at vinde 3-1 over letlandske Janis Podzus.
Sverige har for andet år i træk overlevet nedrykningsfinalen, hvor det sidste år var Danmark, der blev sendt ud af Zone Group 1 på den svenske hjemmebane med et 2-3 nederlag. Ved denne lejlighed var det ligeledes Elias Ymer, der sikrede Sverige sejren i den femte og afgørende kamp, der gjorde at Sverige med 3-2 over Danmark blev i Zone Group 1.
Muligt møde
Sverige er det sidste hold, der er klar til at kæmpe i Europa/Africa Zone Group 1 næste år. Det er den samme gruppe, som Danmark skal spille i næste år efter en flot oprykningsfinale i Kolding mod Moldova.
Skulle Danmark i 2015 gå hen og tabe deres første kamp mod Rusland, samtidig med at Sverige taber deres kamp mod Østrig, så vil det blive til en gentagelse af forrige års nedrykningsfinale imellem nabolandene. Hvis det skulle ske, så bliver nedrykningsfinalen denne gang spillet på dansk jord.