Thomas Kromann og jeg er nu kommet til Egypten, hvor vi skal spille vores første turneringer i år. Efter en flad periode, havde jeg glædet mig til at komme igang igen, men den følelse, jeg har lige nu, kan bedst sammenlignes med den følelse en 12-årig dreng har juleaften, hvor den eneste gave, han ender med at få, er en hjemmestrikket trøje fra tante Olga med hjerter på. Det var en fejl at rejse herned, og jeg har allerede lyst til at rejse hjem.
Jeg havde regnet med et mindre godt hotel, halvsløj mad men grusbaner, hvor vi kunne få trænet en masse og få spillet en masse kampe. Det er lige omvendt. Hotellet er godt, maden er der intet i vejen med men banerne kan man ikke spille på. Det er ikke noget, jeg bare siger, fordi jeg er en forkælet dansker, der er vant til gode forhold. Banerne de første par dage mindede om de stier, der er ude i Dyrehaven. Nu har de i mellemtiden fået smidt lidt rødt grus på, så det ser bedre ud. Spillemæssigt har det intet ændret. Det er en frækhed, at de må holde den her turneringer. Alle spillere er fuldstændig rystede. ITF må have nogle krav, der skal følges, ellers har det her ingen ende. Så kan jeg smække nogle net op i Utterslev mose og kalde det græsturneringer. Det her har absolut ingen sportslig værdi, og det er et ordenligt gok at få i nødden, når jeg nu havde glædet mig til at komme ned og få en masse timer på gruset. Det værste er, at mit træf faktisk er over evne. Jeg kan bare ikke bruge det til noget, da bolden hopper skævt hver eneste gang. Alle slag er reaktioner, og det eneste, der går gennem hovedet på os, inden vi skal slå, er at vi skal være klar på, at bolden kan hoppe i alle retninger. Specielt for mig kræver det nogle ændringer, da jeg tager bolden tidligere, end de fleste andre her, og det giver endnu flere shanks i hegnet. Jeg må indrømme, at Thomas havde fortalt mig, at banerne var helt skæve, da han var her sidste år, men jeg troede, han overdrev. Han er i øvrigt venner med samtlige arbejdere på hotellet, der ryger lige ind i en flyvekræmmer med ham, når de ser ham. De kan huske ham fra sidste år. Imponerende nok, men det er sikkert fordi, der kun er tennisspillere på hotellet. Thomas og jeg var de første gæster i 2010 og var første aften helt alene på det her pænt store resort midt ingenmandsørkenen.
Nå, der desværre ikke noget at gøre ved det, så jeg må bare prøve at komme igennem de her uger på den bedste måde. Det vil stille krav til min psyke, som jeg aldrig har haft, så det må være det, der er meningen med galskaben her. Jeg må træne at kæmpe som en idiot, træne min psyke og prøve at finde en udvej til nogle sejre. Jeg må bare vise, at jeg vil det, mere end de andre. Jeg kommer ikke til at spille rigtig tennis – det er der ingen, der gør. Som jeg ser det, må jeg være ekstremt tålmodig på baglinjen, og prøve at få så mange bolde, som muligt, godt tilbage, så modstanderen ikke kan angribe. Til gengæld er det vigtigt, at jeg selv angriber, når jeg får muligheden, fordi det er tæt på umuligt at forsvare sig under pres. Så skal jeg nok også prøve at komme til nettet. Dels fordi, det plejer at gøre en forskel til min fordel, men også fordi at bolden jo logisk nok slipper for at ramme jorden.
Derudover kommer jeg til at sætte meget tid af i styrkerummet, så jeg kan få min ufatteligt slatne krop i gear igen – hvis den da nogensinde har været det. Jeg kommer ikke til at få så mange træningstimer på banerne, da det ikke rigtigt giver nogen mening, men jeg skal nu nok få noget ud af den her tur alligevel.
Ellers har jeg ikke så mange forventninger til mig selv. Jeg rammer bolden rigtigt godt, men jeg kan mærke, at jeg mangler kampe, hvilket også er naturligt nok. Jeg forventer først at begynde at føle mig tilbage i rytmen om nogle uger, når jeg har fået et par kampe. Som sagt er jeg helt paf over, at mit træf er så godt efter 4 uger på langs, så det er bare et spørgsmål om tid, før jeg rammer formen igen.
Ellers er det fedt at være ude igen, og det er skide hyggeligt, at rejse med Thomas igen. Det er længe siden, jeg rejste med en dansker, og det er genialt. Derudover har vi selskab af Tim Göransson fra Sverige, der er en skide sød fyr, så vi hygger generelt. Thomas spiller kval her i weekenden, mens Tim og jeg er direkte i hovedturneringen, der starter på mandag.
Mens jeg lige er igang med at få lukket noget damp ud, må jeg lige fremhæve det ellers udmærkede Egypt Air. De viser en ganske fin film under turen, og det var noget af et highlight. Problemet var bare, at filmen ikke stoppede, hver gang, der kom en announcement. Desuden startede de filmen så sent, at jeg måtte se den færdig, mens flyet holdt parkeret ved gaten. Nu havde jeg ikke lige travlt, så det gik. Og ok – bonuskredit til dem for at filmen bare fortsatte, selvom flyet var parkeret.
Top 3:
1) Thomas’ nye hårpagt.
2) Roger. Han kommer sikkert også på i næste uge, men 13 games i træk i semifinalen og han er godt på vej mod 6. år i træk med semifinale som det værste resultat i en Grand Slam.
3) Coca Cola.
YNWA