Lidt mærkelig fornemmelse jeg sidder med på kaffebaren i Eilat lige nu. I dag var endnu ingen fantastisk præstation fra min side, men jeg fik slidt kampen hjem med nød og næppe. Jeg gjorde ikke til fulde det jeg skulle og havde planlagt at gøre mod Kovalik, men spillede en god tiebreak, hvor jeg lagde pres på ham, som jeg skulle have gjort i størstedelen af kampen.
Min serv er stadig langt fra hvor den skal være. Jeg lavede flere dobbeltfejl, end jeg kan huske jeg nogensinde har gjort og smed også et parti væk på den måde i andet sæt. Der er egentlig ikke så meget at sige om denne kamp, andet end at når jeg brød ham og holdt serv, var det fordi jeg lå på og trådte ind i banen og angreb, og når jeg bare overlod initiativet til ham, tabte jeg.
I næste kamp mod en Israeler, vil jeg have fokus meget mere ned på nuet og holde mig til det jeg kan og det jeg skal. Jeg spiller 14:30 i morgen. Det bliver en god test for at finde serven og det rigtige fokus!