Puha! Det holdt hårdt, men vi fik hevet sejren i land. Jeg havde proklameret et comeback, der dog ikke var ligeså dramatisk, som Istanbul ’05, men ikke desto mindre var det et comeback. Det var en lang og hård weekend rent mentalt for mig. Jeg spillede som en pose nødder pga. min døde fod, og det var ikke let for mig at accpetere, hvilket de fleste, der så kampene, nok kunne se. Alligevel havde jeg håbet, jeg kunne spille bedre og vinde flere kampe, men sådan skulle det ikke gå. Heldigvis endte det med, at det ene point, jeg vandt til holdet rakte, da Martin spillede skide godt hele weekenden. Om søndagen var det kun mig selv, jeg var nervøs for, da jeg regnede med, at Martin ville høvle ham Tosic ned i hegnet. Det skete da også, og så længe man vinder den allersidste bold, er alt andet uvigtigt. Der var bare nogle ting, der gjorde, at jeg ikke havde kontrol over mig selv, og derfor følte jeg for det meste, at kampene var ude af mine hænder, da jeg ikke selv var i stand til at styre begivenhederne. Samtidig kunne jeg ikke bevæge mig optimalt og havde derfor en defensiv som en mand på stylter. Det var først, da jeg kom foran med break i 2. sæt om søndagen, at jeg endelig følte, jeg havde kontrol, og resten af kampen følte jeg, at jeg havde momentummet. Jeg var god til at holde fast i det og gav ham ikke mange muligheder for at komme tilbage. Jeg slog bedre til bolden, og udnyttede at han gik ned i tempo. På trods af en serv, som jeg ligeså godt kunne have sat i spil med venstre hånd, holdt jeg ham mere el. mindre fra fadet i min serv. Om fredagen var det en helt anden kamp. Jeg havde ingen fornemmelse for kampen, og følte, at alt kunne ske. Det kunne man også se på kampens forløb. Vi skiftedes til at vinde mange partier i træk, og nogle games spillede jeg virkelig godt, mens jeg var en parodi i andre. Han var mere en boldflytter, der ikke lavede mange fejl. Jeg var desværre ikke i stand til slå igennem ham, og så kunne kampen spilles på hans maner.
Det var også herligt at slutte opgøret af med sol og en fint besøgt center court efter regn og jammer om fredagen. Jeg håber vi igen får hjemmebanekamp næste år. Efter kampen blev der ikke holdt igen på jubelscenerne i omklædningsrummet. Den slags oplevelse kommer ikke ofte – medmindre man er Roger Federer el. lig. – så det er bare om at sætte pris på dem. Derudover synes jeg, der er federe at vinde noget som et held. For mig er det i hvert fald en meget mere tilfrdsstillende følelse. Fill it up again!
Der var ikke langt id til at hvile på laurbærne, da Kenneth og jeg rejste til Manchester i morges. Jeg skal spille en challenger på græs og har fået Kenneth med som træner. Da jeg spillede Wimbledon havde jeg ikke ligeså store problemer med foden, som på gruset, selvom det var meget slemmere, end det er nu, så jeg tog chancen. Det er også en helt anden verden. Jeg rammer den igen lige i røven, og mærker ikke meget til foden. Mit træningspas idag gik skide godt, så jeg håber at spille godt og få revanche mod George Bastl i morgen. Han slog mig sidste år i Stockholm med 6-7 i 3. efter en lang kamp. Jeg spiller double med Martin Fischer, Østrig, og vi møder det topseedede par, Stakhovsky/Bubka, fra Ukraine. Det er på onsdag.
Top 3:
1) Den første time efter kampen igår i omklædningsrummet.
2) Martin "Rode Roger". Dejlig tennisspiller.
3) So Flute. Svigter aldrig og denne gang var der ingen knæ ude til august.
YNWA