Jeg endte med en turneringssejr, men det var ikke på den måde, jeg havde forestillet mig. Jeg førte 7-5 6-7(5) 4-3 uden break, da han vred om på anklen og måtte give op. Det var ikke nogen fantastisk kamp indtil da, men den var tæt, og vi sled begge godt for det. Jeg burde have lukket den i to, da jeg breakede til 4-3 i 2. Desværre blev jeg lidt tight, og så svigtede min serv, som jeg ellers vandt mange point på, og jeg slog ikke nok til bolden. Jeg havde ikke spillet frit op til der, men jeg havde nogenlunde spillet for at vinde, men i slutningen af 2. var jeg 2er i pointne, og han udnyttede det. Det var helt fortjent, han vandt 2. sæt. Nå, jeg genvandt fatningen i 3. og havde et hav af breakbolde (det havde jeg i øvrigt i hele kampen uden at udnytte dem), men jeg fik ikke breaket. I stedet måtte jeg afværge 2 breakbolde selv ved 3-3, inden han vred om på min gamebold til 4-3. Han gav op på stedet. Dødssygt, og synd for ham.
Som sportsmand er jeg pænt irriteret over jeg ikke fik lukket kampen. Det er svært for mig at føle den helt store glæde, da jeg jo egentlig ikke vandt kampen. Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg spillede en god uge. Men jeg havde nogle problemer i løbet af kampen. Jeg sled for at komme igennem dem, jeg klarede nogle nogle hårde øjeblikke under kampen, men fik ikke mulighed for at afslutte jobbet. Øv. Bortset fra det, var det endnu engang en hæderlig indsats mentalt – der har jeg virkelig gået meget fremad. Det siger sig selv, at jeg er meget tilfreds med at identificere (det tog mig i øvrigt 10 min at komme på det ord. Min hjerne er ved at kollapse) et problem, beslutte at gøre noget ved det og rent faktisk gøre det med så hurtig virkning. Det er en stor ting for mig. Den her turnering vandt jeg bestemt ikke på forhånd og baghånd, men oppe i skallen. Så har jeg prøvet det :-).
YNWA