Kilde: www.e-bokssonyericssonopen.dk
Lucie Safarova fra Tjekkiet sikrede sig lørdag eftermiddag som den første en plads i finalen af e-Boks Sony Ericsson Open 2011. Det skete, da hun besejrede kroatiske Petra Martic 1-6, 6-4, 6-2 i semifinalen – og som i sine tre foregående kampe i turneringen, måtte den 24-årige tjekke ud i tre sæt, før hun havde sejren i hus.
"Petra spillede virkelig godt i 1. sæt og også i begyndelsen af 2. sæt, så det var virkelig hårdt for mig at komme ind i kampen. Men jeg hang i og prøvede at vente på et tidspunkt, hvor jeg kunne ændre kampen, og det skete. Jeg forbedrede mit spil, og jeg synes, vi havde en virkelig god ‘fight’ i 3. sæt", sagde Lucie Safarova efter opgøret, der naturligvis var "virkelig glad for", at hun vandt og er i finalen.
"Det er fantastisk. Det er jeg rigtig, rigtig glad for, og jeg ser frem til at spille finalen i morgen (søndag, red.)", sagde Lucie Safarova, der søndag kan vinde sin femte WTA-titel i karrieren.
Da Lucie Safarova var færdig med at spille – og gav interview – kendte hun endnu ikke sin finalemodstander men blev spurgt om, hvordan det vil være at møde verdensetteren Caroline Wozniacki.
"Det vil være sjovt. Uanset hvad, ser jeg frem til i morgen (søndag, red.), og hvis jeg skal møde Caroline, har jeg intet at tabe og skal spille mit spil og prøve at vinde kampen", sagde Lucie Safarova.
Du vandt over Caroline Wozniacki i Stuttgart sidste år – hvor meget betyder det?
"Det hjælper selvfølgelig en lille smule, i det mindste mentalt, men nu får vi at se", sagde Lucie Safarova.