KB-spilleren Julie Noe trådte til som reserve for Karen Barbat ved GPS Masters. Nu har hun spillet sig i semifinalen efter sejre i to gruppekampe, hvor Maria Jespersen venter. Den anden semifinale står mellem Mai Grage og Emilie Elsvad.
Det var lidt af et chok, da nyheden kom i torsdags om, at storfavoritten Karen Barbat meldte afbud til GPS Masters. Ind i stedet for Barbat, der prioriterer holdkampe i Sverige højere end den danske sæsonfinale, kom Julie Noe. Som 9’er på GPS-ranglisten var hun førstereserve ved finalestævnet, men reserve kan godt leverer. Det har Noe i hvert fald bevist denne weekend. En sejr fredag aften og en sejr lørdag formiddag sendte hende i semifinalen, og så gjorde det knapt så meget, at hun tidligere på eftermiddagen tabte puljefinalen til Mai Grage. Julie Noe har leveret god tennis, og i morgen står hun over for Maria Jespersen i semifinalen ved GPS Masters.
Skulle lige i gang
Da Noe havde spillet et sæt, var der ellers intet, der tydede på, at hun skulle spille semifinale ved den præstigefyldte sæsonfinale. Noe tabte første sæt i sin første gruppekamp fredag aften med 6-1 til Ulrikke Høyer, men derefter var hun ustoppelig. KB-spilleren skulle lige i gang, og så smadrede hun ellers Høyer 6-1, 6-4 i de to næste sæt.
Det var første skalp for Noe, og efter en nat under dynen vendte hun tilbage i ligeså god form. Malene Stripp blev besejret med to gange 6-2 lørdag formiddag, og så var semifinalepladsen sikret. Så handlede det kun om puljens førsteplads, da Noe senere lørdag stod over for klubkammeraten Mai Grage. Den mere rutinerede satte dog en stopper for reservens mirakler, og med 6-2, 7-5 sikrede hun sig førstepladsen.
Favoritterne let i gennem
Mai Grage er efter Karen Barbats afbud favorit til at tage sæsonfinale-titlen, og hun har haft to lette dage ved GPS Masters. Tre sikre to-sæts-sejre er det blevet til, og dermed fik Grage den ønskede lette indledning på Masters-turneringen, som hun går efter at vinde.
Ligeså let har den anden favorit, Maria Jespersen, også haft det. Hun har også let og elegant slået sine tre modstandere i to sæt, og som vinder af gruppe 2 er hun derfor klar til mødet med reservedronningen Noe. Mai Grage får i semifinalen fornøjelsen af Emilie Elsvad, der efter tosætssejre over Emma Håkansson og Frederikke Støchkel, tog andenpladsen efter Jespersen i gruppe 2.
Semifinalerne ved GPS Masters spilles i morgen kl. 10, og finalen spilles med start tidligst kl. 12.30. Tennissporten.dk dækker finaledagen ved GPS Masters tæt.
Resultater fra GPS Masters gruppespillet (damer):
Gruppe 1:
Grage – Stripp 7-5, 6-2
Noe – Høyer 1-6, 6-1, 6-4
Grage – Høyer 6-3, 6-2
Noe – Stripp 6-2, 6-2
Høyer – Stripp 7-5, 6-3
Grage – Noe 6-2, 7-5
Gruppe 2:
Jespersen – Støchkel 6-3, 6-4
Elsvad – Håkansson 6-4, 6-4
Jespersen – Håkansson 6-1, 6-1
Elsvad – Støchkel 6-3, 6-4
Håkansson – Støchkel 3-6, 6-2, 2-6
Jespersen – Elsvad 6-0, 6-2