Tennissporten.dk til Davis Cup i Hørsholm: Martin Pedersen var godt tilfreds med sin serv, og han følte kampen i gennem, at han havde et ekstra niveau i forhold til sin cypriotiske modstander. Pedersen vandt sikkert i tre sæt over Sergis Kyratzis men understreger, at danskerne fortsat skal holde fokus, hvis de skal slå Cypern.
Det var tydeligt for alle og enhver, at Martin Pedersen var en klasse over Sergis Kyratzis, da han i overbevisende stil vandt i tre sæt. Pedersen var i kontrol kampen, og han havde også selv kampen i gennem en god følelse.
”Jeg følte, at jeg havde et ekstra niveau, som jeg kunne komme op på. Jeg følte hele tiden, at jeg kunne gå et step op. Jeg vil ikke sige, at jeg sidste, at jeg ville vinde, men jeg havde et gear mere”, fortæller Martin Pedersen efter sejren til tennisssporten.dk.
”Gik jeg ned i tempo og lod ham styre, kunne han godt spille tennis, men jeg vidste også godt, at hvis jeg holdte presset og fik ham til at lave fejl, så var jeg bedre end ham”.
Servede rigtig godt
Som det næsten hører sig til, når Martin Pedersen leverer en stor præstation, så fungerede ’Pedes’ serv upåklageligt. Efter kampen var han også godt selv klar over, at hans serv var en stor del af den overbevisende sejr.
”Jeg synes, at jeg servede rigtig godt det meste af kampen. Jeg havde lige et dårligt parti i tredje sæt, hvor jeg bliver brudt tilbage til 3-2, men jeg føler, at jeg har rimelig godt styr på det”, siger Martin Pedersen, der omvendt ikke var helt tilfreds med sine returneringer i begyndelsen af andet sæt.
”Jeg synes, at jeg returnerede som en pose nødder i andet sæt, hvor jeg begynder at trække mig lidt, og det er ikke sådan, jeg vil spille tennis”.
En kamp ad gangen
Martin Pedersen slog som dansk andensingle den cypriotiske førstesingle, og Kyratzis havde i den grad ikke meget at komme med mod Pedersen. Danskeren mener dog langt fra, at vi skal regne med dansk sejr endnu.
”Vi vidste godt, at hvis vi spiller op til vores bedste, så er vi kæmpe favoritter, men vi er ikke dummere, end at vi godt kan huske nogle måneder tilbage, hvor vi førte 2-0, og her fører vi altså kun med 1-0”, siger Pedersen men reference til Davis Cup-kampen mod Sverige, hvor Danmark førte 2-0 men alligevel tabte med 3-2.
”De havde måske et højere niveau og en bedre double, dem vi mødte der, men som Frederik sagde i går, så plejer vi at være os, der spiller bedre end vores rangering, og måske kan de gøre det denne weekend. Vi ved også godt, at vi skal tage en kamp af gangen, for hvis vi spiller dårligt, er de ikke dårligere, end at de godt kan drille os”.
I skrivende stund spiller Frederik Løchte Nielsen anden kamp mod Petros Chrysochos. Martin Pedersen selv skal først i aktion igen i den femte og sidste kamp søndag eftermiddag.