Pedersen henrykte igen publikum

2. august 2014

Martin Pedersen var skarp, da det gjaldt, og det gav ham sejren på 6-4, 6-3 over brasilianske Fabiano De Paula i semifinalen i Copenhagen Combined. KB-spilleren spillede på ny flot til stor begejstring for publikum.

KØBENHAVN.

Billedet var det samme i dag, som det har været de foregående dage på KB’s tennisanlæg under Copenhagen Combined. Masser af tilskuere havde samlet sig foran bane 1 for at følge publikumsfavoritten, Martin Pedersen.

Og KB’s ’Pede’ gav publikum, hvad de ville have. 6-4, 6-3 over Fabiano De Paula. Ny sejr til danskeren og nok engang blev den kørt i hus med Pedersen karakteristiske offensive spil og gode server. Det spil som publikum allerhelst vil se.

God på de afgørende bolde
Det var en meget lige kamp, men jeg var lidt bedre. Jeg var specielt god på de afgørende bolde. Hver eneste gang, han har en breakbold, sætter jeg en første serv. Jeg var virkelig solid på hans breakbolde”, sagde Martin Pedersen efter kampen.

I første sæt fik ’Pede’ brudt midt i sættet og holdt ellers serv hele vejen i gennem. I andet sæt var der til gengæld lidt flere problemer. Først ved 3-3 brød danskeren, men vandt herefter tre partier i træk. Pedersen selv havde da også en god følelse kampen i gennem.

Han var en god spiller. En grusspiller, der var god til lidt af det hele, men han havde ingen våben, som jeg var bange for. Det var ikke sådan, at jeg tænkte, at hvis jeg spillede bolden et bestemt sted, så satte han en vinder”, forklarede den danske finalist, der både før og efter kampen havde travlt med at hilse på de mange mennesker, der var mødt op for at følge ham.

Vil gøre alt for at vinde
Det er altid dejligt at spille på KB. Jeg kender mange i klubben, og det er fedt, at der kommer så mange og ser, når vi spiller”, lød det fra publikumsfavoritten.

I morgen må Pedersens fans så igen ud på tennisanlægget på Frederiksberg. Her spilles KB-spilleren finale ved future-turneringen i København mod svenske Patrick Rosenholm, og det er en kamp, som hjemmebanefavoritten meget gerne vil vinde.

Det bliver fedt at spille finale. Jeg vil gerne vinde og tage revanche fra sidste år, hvor jeg tabte finalen. Det er en finale på hjemmebane. Den vil jeg selvfølgelig gøre alt for at vinde”, understregede Pedersen.

Om Pedersen vinder titlen, får vi svaret på i morgen. Inden da skal hovedpersonen selv lige have overstået et bryllup hos en af vennerne.