Det blev en dramatisk lørdag ved GPS Masters. Det lignede, at Philip Ørnø overraskende måtte forlade GPS Masters, da han tabte til Joakim Bay Simonsen, men da han senere slog Mohamed Shabib spillede han sig alligevel i semifinalen. Shabib selv er også semifinaleklar, og det samme er Torpegaard og Sigsgaard.
I gruppe 2 ved GPS Masters var Philip Ørnø og Mohamed Shabib spået til begge at gå i semifinalen. Det endte de også med at gøre, men Ørnø måtte tage en forfærdelig omvej for at nå dertil. Lørdag formiddag tabte han nemlig til Joakim Bay Simonssen, og det betød, at han skulle besejre Mohamed Shabib lørdag eftermiddag for at spille sig i semifinalen. Det gjorde han så, og han eget indtryk af de to kampe er derfor naturligt nok vidt forskelligt.
”Det var ærgerligt, jeg tabte til Joakim. Det er første gang jeg har tabt til ham i lang tid, så det var lidt overraskende, men Joakim spillede godt og lavede ingen dumme fejl. Jeg manglede længde på boldene, og det var alt undtagen serven, der ikke fungerede. Jeg var ustabil”, fortæller Philip Ørnø om nederlaget til Joakim Bay Simonsen, men siger til gengæld, at det hele vendte i eftermiddagens kamp mod Shabib, som han vandt i to sikre sæt 6-2, 6-3.
”Jeg var i zonen mod Mohamed, og det er sjældent, man kommer derind. Jeg havde ryggen mod muren, og jeg skulle spille godt, og det var et fedt tidspunkt, jeg gjorde det på. Det er jeg lidt stolt over. Jeg leverede en rigtig god præstation”, siger Philip Ørnø.
Semifinalisterne lige gode
Nu er Philip Ørnø derfor klar til semifinalen ved GPS Masters, og med sig til semifinalen tager han Mohamed Shabib, selvom ATK-spilleren tabte til Ørnø. Ørnøs sejr over Shabib betyder også, at han vinder gruppen, og derfor får den på papiret letteste semifinalemodstander. Ørnø står nemlig over for Christian Sigsgaard, mens Shabib møder Mikael Torpegaard. Selv mener Ørnø dog ikke, at det er den store forskel på de to spilleres niveau.
”Alle vi fire der er i semifinalen er gode spillere. Om det er Mikael eller Christian gør ikke den store forskel, de er begge gode spillere. Taktisk skal jeg spille lidt anderledes mod Christian, men det er den eneste forskel. Jeg er bare glad for at være i semifinalen. Det er første gang nogensinde, og det er lidt sjovt, specielt med den måde det er sket på”, lyder det fra Birkerød-spilleren.
Han vurderer de fire semifinalister meget lige, og selvom han selvfølgelig håber at kunne vinde GPS-Masters, tager han det roligt.
”Det er ikke umuligt at vinde. Med det spil jeg har vist indtil videre, kan alt ske. Jeg tror på mig selv, og jeg tror på, at jeg kan vinde både semifinalen og finalen, men jeg vil ikke lægge unødigt pres på mig selv, selvom jeg jo leverede under pres mod Mohamed”, griner Philip Ørnø.
Herrernes semifinaler ved GPS Masters spilles i morgen formiddag, og finalen spilles i morgen eftermiddag. Tennissporten.dk dækker finaledagen ved GPS Masters tæt.
Resultater fra GPS Masters gruppespillet (herrer):
Gruppe 1:
Torpegaard – Schwarz 6-4, 6-4
Andersen – Sigsgaard 3-6, 2-6
Torpegaard – Sigsgaard 6-2, 5-7, 7-6
Andersen – Schwarz 6-4, 6-7, 6-4
Sigsgaard – Schwarz 6-1, 6-1
Torpegaard – Andersen 6-1, 6-2
Gruppe 2:
Shabib – Simonsen 6-2, 6-4
Ørnø – Pedersen 7-5, 6-2
Shabib – Pedersen 6-3, 6-2
Ørnø – Simonsen 6-7, 7-6, 3-6
Pedersen – Simonsen 6-4, 6-1
Shabib – Ørnø 2-6, 3-6