Ørnø og Kromann klar til stormøde

5. marts 2014
Hverken Philip Ørnø eller Thomas Kromann havde onsdag nogen problemer med at spille sig i kvartfinalen ved DM-indendørs. Torsdag mødes de to i en kamp, hvor en af DMs favoritter må lade livet.
 
Begge bliver de nævnt blandt de eneste, der kan udfordre Martin Pedersen i kampen om at stå med DM-guld om halsen på lørdag. Begge har de indtil videre spillet en fejlfri. Og begge er de klar til et stormøde af en kvartfinale torsdag. Navnene er Philip Ørnø og Thomas Kromann, der torsdag møder hinanden i kvartfinalen ved DM-inde.
 
Onsdag havde ingen af de to nogen problemer med at spille sig videre fra anden runde. Andenseedede Philip Ørnø ordnede Alexander Königsfeldt med to gange 6-0, og dermed kan absolut ikke brokke sig over overanstrengelse ved dette DM. I første runde blev det nemlig til en næsten ligeså sikker sejr, da Birkerød-spilleren slog Henrik Heise Korsgaard med 6-2, 6-2.
 
At overanstrenge sig kan man heller ikke beskylde syvendeseedede Thomas Kromann for. Han er nået kvartfinalen præcis ligeså let som han konkurrent i torsdagens kvartfinale. Onsdag blev det til 6-1, 6-0 over KB-klubkammeraten Jonas Zacho Larsen, og i første runde besejrede Kromann Hvidovre-spilleren Romeo Midtgaard Jivraj med 6-3, 6-2.
 
Klar til kamp
Både Ørnø og Kromann er altså mere end klar til kamp, når de i morgen står overfor hinanden i DM-kvartfinalen. Det bliver en kvartfinale, der er rigtig åben, og en kamp begge spillere er nødt til at finde noget, der minder om topniveauet frem for at vinde.
 
På papiret er Philip Ørnø favorit. Det er ham, der normalvis leverer de største singleresultater på den danske scene, og han er en rutineret mesterskabsspillet. Omvendt vil det være rigtig dumt at undervurdere Thomas Kromann, som ingen rigtig ved, hvor står. Hans største præstationer finder vi i double, men KB-spilleren kan altså også godt levere en god singlepræstation.
 
Kvartfinalen, der uden tvivl bliver den største kamp hidtil ved DM-inde, spilles torsdag. Tidspunktet kendes ikke, men tennissporten.dk er på plads i KBs tennishal til at følge stormødet. De øvrige kvartfinaler i herresingleturneringen lyder som følger: Martin Pedersen – Søren Wedege, Christoffer Königsfeldt – Marc Ferrigno el. Oscar Jeppesen, Frederik Ørvad – Johannes Ingildsen.
 
Rønholt og Høyer ude
I damesingleturneringen er favoritter Mai Grage og Karina I. Jacobsgaard gået i kvartfinalen uden besvær, men blandt outsiderne er der kommet et par overraskelser i anden runde. Den tredje- og fjerdeseedede spiller er nemlig færdige ved DM-inde.
 
Fjerdeseedede Emma Rønholt (Gentofte) vandt ganske vidst første sæt med 6-2 over Hvidovre-pigen Cecilie Melsted, men i de to sidste sæt var Melsted bedst. Hun vandt med 6-1 og 6-0 er spillede sig dermed i kvartfinalen, hvor hun møder Emilie Elsvad.
 
Tredjeseedede Ulrikke Høyer (KB) måtte give fortabt efter to tætte sæt til Ida Stilling Krause (Birkerød). 7-5 og 6-4 lød cifrene, der sendte en af de største outsidere ud. Stilling Krause møder i kvartfinalen Caroline Fricke, der gik videre på walk-over mod den femteseedede Anna Signe Rasmussen.