Pressemeddelelse DTF:
Voksenintroduktion ligner en succes
Solen skinnede, og humøret var højt, da Dansk Tennis Forbund i formiddag officielt kickstartede udviklingsprojektet Voksenintroduktion, der i sin fleksible form har til hensigt at tiltrække travle mennesker og tennisforældre, så medlemstallene stiger i klubberne landet over.
Voksenintroduktion er kommet til verden i en proces mellem Danmarks Idræts-Forbund og Dansk Tennis Forbund, der samlet dedikerer tre millioner kroner i denne sammenhæng. Målet er at byde over 10.000 nye tennisspillere i aldersgruppen 20-55+ velkommen inden udgangen af 2013.
Søndagens Voksenintroduktions-event i Hareskov-Værløse Tennisklub havde deltagelse af såvel Niels Nygaard som Henrik Klitvad. Henholdsvis formand for Danmarks Idræts-Forbund og Dansk Tennis Forbund.
Duoen og resten af holdet blev undervist med udgangspunkt i de seneste retningslinjer fra det internationale tennisforbund (ITF) samt Play & Stay-konceptet, hvor man spiller på mindre baner med langsommere røde, orange og grønne bolde.
Danmarks Idræts-Forbund har afsat i alt 40 millioner kroner til diverse udviklingsprojekter i specialforbundene.
Henrik Klitvad er glad for, at tennisklubber i hele Danmark udviser stor interesse for at udbyde Voksenintroduktion.
”Når 48 klubber allerede tilkendegiver, at de vil afholde Voksenintroduktions-forløb i sommersæsonen, så ligner konceptet altså en succes. Tennis er ikke en svær tilgængelig sport. Tennis er for alle. Idrættens Analyseinstitut kortlagde forskellige udfordringer for DTF i en stor rapport i 2010. Voksenintroduktion er et af flere tiltag fra DTF’s side i ønsket om at fortsætte de positive takter,” siger Henrik Klitvad.
Mere information om Voksenintroduktion – det koster blot 200 kroner for fire tennislektioner og en Prince-ketsjer. Man skal blot møde op i sportstøj i den nærmeste tennisklub, så tager vi tingene derfra. Voksenintroduktions-forløb påbegyndes hele året rundt.