Nu er det op til Martin Pedersen

14. september 2014

Davis Cup-oprykningsfinalen mellem Danmark og Moldova skal afgøres i en femte og afgørende kamp. Frederik Løchte Nielsen var for fejlfyldt og tabte i tre sæt til en velspillende Radu Albot. Dermed står det 2-2 før den sidste kamp, hvor Martin Pedersen møder Maxim Dubarenco.

KOLDING.

De danske oprykningsforhåbninger ligger nu i Martin Pedersens hænder. Hans singlekamp mod Maxim Dubarenco kommer til at afgøre, om det bliver Danmark eller Moldova, der rykker op i Europa/Afrika Gruppe 1, Davis Cups næstbedste davision.

Det er en kendsgerning efter det ikke lykkedes for Frederik Løchte Nielsen at sikre dansk oprykning i søndagens tidlige single. Han tabte 7-5, 6-3, 6-3 til Radu Albot, og dermed står det 2-2 i oprykningsfinalen, før Martin Pedersens sidste single.

Flere fejl
I forhold til kampene fredag og lørdag fik Frederik Løchte Nielsen aldrig helt ligeså godt gang i sin serv. Mod Radu Albot kunne Løchte Nielsen ikke bare serve sig ud af alle sine problemer. Danskeren lavede flere dobbeltfejl på afgørende tidspunkter, og hans returneringer var hellere ikke ligeså skarpe, som de har været i resten af weekenden.

Retfærdigvis skal det også siges, at modstanden var væsentligt større, end i singlekampen mod Maxim Dubarenco fredag og doublen mod Albot/Dubarenco lørdag. Radu Albot fik mere over nettet, og moldoverens serv pressede Frederik Løchte Nielsen, der satsede på stort set hver eneste returnering.

Det er danskerens spillestil, så intet forgjort i at han prøvede, men erkendelsen var bare, at ikke alt lykkedes som i de to foregående dage, og det var i stort set alle spillets aspekter. Løchte lavede flere fejl samtidig med, at han mødte en spiller, der satte ham mere under pres, og det til sammen resulterede i det forholdsvis klare nederlag.

Brød fra start

Det lignede ellers fra begyndelsen, at Løchte skulle sørge for dansk fest i Kolding. Mange mennesker var mødt op for at støtte danskeren, og stemningen nåede hidtil usete højder, da Løchte tilspillede sig breakbold i det allerførste parti og efterfølgende lykkedes med at bryde moldoveren.

Den herlige stemning blev dog hurtigt slået ihjel. Dels af Løchte selv, der servede for dårligt med flere dobbeltfejl, og dels af Radu Albot, der gjorde sit til, at det var moldoverne, der hurtigt fik noget at juble over. Løchte blev straks brudt tilbage, og de returneringer, der havde sikret ham sit brud i det første parti, var ikke rigtig til stede videre i sættet.

Løchte spillede med stor risiko, og det resulterede i dumme fejl. Selvfølgelig var der også mirakelvindere i blandt, men desværre var fejlene flest. Til gengæld diskede han op med flere gode server, og i virkeligheden var det sådan set danskeren, der var tættest på at bryde. På de danske breakbolde fandt Radu Albot dog drømmespillet frem, og Løchte måtte flere gange også kvittere med et ’too good’. Der var simpelthen ikke noget at gøre, når moldoveren smækkede et longline-passerslag forbi danskeren, der var gået til nettet.

God for en kvik bemærkning

Som vi kender Frederik Løchte Nielsen, var han dog heller ikke mere presset, end han var god for en kvik bemærkning. På en dansk breakbold skød Albot med sin første serv, der i øvrigt var fejl, en boldpige ned. Da kampens tyske dommer så spurgte pigen, om hun var okay, svarede Løchte hurtigt for hende ’She’s danish, she’s strong’. Overskud var danskeren, der også høstede latter og klapsalver fra publikum.

Løchte lykkedes imidlertid ikke med at bryde, og i takt med at begge spillere servede bedre og bedre lignede det mere og mere en tie-break-afgørelse i første sæt. Radu Albot bragte sig sikkert på 6-5, men da Løchte skulle serve for at blive i sættet, var sikkerheden ikke ligeså stor.

Selvom dommeren hjalp Løchte med at dømme en klar fejlserv inde, til stor frustration for Radu Albot, lykkedes det ikke Løchte at holde serv. En dobbeltfejl gav moldoveren sætbold ved 40-30, og med en god returnering brød Albot og tog sættet med 7-5.

Løchte gik ned. Albot gik op.
Mens Løchte faldt i kadence, øgede Radu Albot sit niveau, præcis som det var tilfældet mod Martin Pedersen, hvor moldoveren også lige skulle i gang, før han for alvor viste tænder. Han var aktiv fra baglinjen, gjorde det svært for Løchte, der hele tiden søgte at afgøre duellerne hurtigt. Det medførte danske fejl, og da Løchte serv igen manglede præcision, bragte Albot sig hurtigt foran.

Han brød til 2-0 og kom også på 3-0, før Løchte kom på tavlen i egen serv. Niveauet var dog langt fra, så man sad og forventede et comeback. I forhold til første sæt var Løchte gået et gear ned, mens Albot var gået et gear op.

Moldoverens returneringer var også blevet bedre, og Løchte havde som følge heraf sværere ved at udnytter sin serv, når den ellers lykkedes. Han skulle gerne vinde point direkte på serven. De gode returneringer gjorde, at Albot brød igen til 5-1, men mens det så allersortest ud, kom Løchte tilbage.

Det er klassisk for danskeren at være helt nede i kælderen og så hive drømmetennis frem. Et par gode returneringer gjorde, at han brød Albot, men det var en stakket frist, før moldoveren ville tage andet sæt. Løchte afværgede en sætbold og reducerede til 5-3, men da Albot tilspillede sig to sætbolde i egen serv, var der intet at gøre. 6-3 til moldoveren i andet sæt, og de fleste var godt klar over, at kampen ville gå Moldovas vej.

Fejlene var for store
Radu Albot er nummer 187 på verdensranglisten i single, og moldoveren, der for tre ugen siden kvalificerede sig til US Opens hovedturnering, er da heller ikke en spiller, som Frederik Løchte Nielsen bør slå. Alligevel vil han ikke være tilfreds med sin egen præstation. For ganske vidst spillede Albot en god kamp, men Løchtes fejl var for store, og der er der heller ingen tvivl om, at han godt selv ved. Albot havde helt styr på danskeren og brød fra start i tredje sæt.

Løchte lignede på ingen måde én, der kunne komme tilbage. Ganske vidst lavede han en omgang fantastiske slag, men der var ganske enkelt for langt mellem snapsene. Albot brød igen til 3-0, og blandt publikum var der snart også kun sløve klapsalver tilbage. Selvom Løchte brød til 3-1, havde man bare stadig ikke følelsen af, at han kunne komme tilbage. Radu Albot virkede i kontrol, selvom det er er svært at være mod Frederik Løchte Nielsen, men moldoveren var den mest stabile spiller på banen. Det kunne alle se.

Løchte skabte ellers lidt tro på tingene blandt de danske tilskuere, da han først holdt serv til 3-2 og siden tilspillede sig i alt tre sætbolde i Albots efterfølgende serveparti. Da det virkelig spidsede til leverede Albot bare fremragende tennis, og selvom Løchte løftede sit niveau til højder, der gjorde, at sidste del af tredje sæt var rigtig god tennis, var det ikke nok til at komme tilbage.

Radu Albot holdt serv kampen ud, og til sidst brød han også Løchte. 6-3 til Albot i tredje sæt. Løchte kunne ikke finde niveau til at slå den dygtige moldover. Albot udligner til 2-2 mellem Danmark og Moldova. Nu er det op til Martin Pedersen, hvis den danske Davis Cup-oprykning skal sikres.