Nederlag i double men sejr i single

15. oktober 2008

Så startede Kolding igen, men denne gang var det en moderat start for danskerne. Det var desværre ingen danskere, der klarede sig igennem kvalen, Christoffer Kønigsfeldt tabte sin single i går og Rasmus og jeg tabte ligeledes vores double i går. Jeg prøvede at opdatere i går, men der gik hak i systemet, så det bliver en sen update. Vi startede lidt rustent i kampen. Det var vores første double på fast underlag, siden Davis Cup i juli, så jeg skulle i hvert fald lige i gang. 2. sæt var udmærket, og vi gjorde vores pligt efter et fint sæt. I super tiebreaken fulgtes vi ad til 3-3, men så stak de fra, og vi var aldrig tæt på at komme igen. Surt at tabe så tidligt, men man har ikke råd til at smide noget med det her pointsystem, og de holdt bedre kvalitet i super tiebreaken.

I single gik det en del bedre. Jeg spillede en af mine mest perfekte kampe til dato og vandt med 2 og 2 over Lukas Rosol. Jeg kom ned med 15-40 i mit første servegame, men reddede breakboldene med 2 esser, og derfter kom han ikke forbi 30. Jeg servede en virkelig god kamp med god kvote og en del esser. Samtidig returnerede jeg virkelig godt, så jeg var ofte i kontrol over pointet efter det første slag, hvad enten det var serv eller retur. Det var herligt.

På torsdag møder jeg Brendan Evans, der slog Thomas Kromann med 2 og 0. Jeg mødte Evans i sidste uge, så jeg kender ham. Han server dog godt, så det kræver endnu en god kamp fra min side. I morgen spiller Martin og Rasmus.

Top 3:

1) Færøerne. 1-1 mod Østrig – de har en god statistik mod østrigerne.

2) "Burn after reading" – en herlig film.

3) Det danske efterårsvejr.

YNWA