Medlemsfremgang i dansk tennis

2. december 2009

Wozniackis store succes smitter nu af på dansk tennis udtaler DTF formand Henrik Klitvad. For første gang i 18 år oplever tennissporten fremgang. Vi har ellers i mange år oplevet at medlemmerne "siver" til andre sportsgrene. Således var der i 1991 ca 117.000 medlemmer. Især golf og squash har fået skylden for at tennissporten er blevet mindre populær. Men det billede er nu ved at ændre sig. DTF kan fortælle, at medlemstallet er gået frem med over 1.500 aktive til i alt 61.146.

Der kan være mange grunde til fremgang, og det er meget vigtigt, at man undersøger dette til bunds. Er der en Wozniacki effekt, eller har klubberne gjort noget anderledes? Man skal lære af det, så tennissporten med tiden kan vende tilbage til hvor den engang var. 

Henrik Klitvad udtaler da også følgende til DTF’s hjemmeside: ”Det er meget vigtigt, at vi ikke hviler på laurbærrene. Nu skal vi sikre, at vi fremadrettet har fuld fokus på medlemmer og aktiviteter,”.

 

Pressemeddelelsen fra DTF i sin fulde ordlyd:

 

PRESSEMEDDELELSE FRA DANSK TENNIS FORBUND

Medlemsfremgang i dansk tennis

Kbh. 1/12-09

2009 blev et historisk år for dansk tennis – ikke alene har Danmark sin højest rangerede spiller nogensinde i Caroline Wozniacki som nummer fire i verden, for første gang siden 1992 kan Dansk Tennis Forbund også glæde sig over medlemsfremgang.

De seneste tal opgjort per 1. september 2009 viser, hvor der endnu mangler nogle få klubbers medlemsoplysninger, at DTF nu har 61.146 medlemmer, hvilket er en fremgang på 1.549 i forhold til sidste år, og at en stor del af fremgangen er kommet blandt de unge.

”Dansk Tennis Forbund er meget glade for alle de nye medlemmer. Specielt de helt unge spillere under 12 år af både piger og drenge betyder rigtig meget. Det er nemlig dem, som kan blive en meget vigtig del af den fremtidige fødekæde til både Fed Cup og Davis Cup samt en individuel karriere. Jeg er ikke i tvivl om, at en vigtig faktor for vores medlemssucces også har været Caroline Wozniacki, som har været en super ambassadør for dansk tennis og ikke mindst juniortennis. Caroline har ikke bare sat sig selv på det store tennisverdenskort, hun har også sat tennis og dansk tennis på landkortet,” siger en yderst tilfreds formand Henrik Klitvad.

Han er heller ikke i tvivl om, at en stor del af fremgangen skyldes det målrettede arbejde, som klubber, unioner og forbund i fællesskab har leveret.

”Klubbestyrelser, trænere og rigtig mange frivillige har i samarbejde med unionernes og forbundets dygtige klubkonsulenter og klubudviklingskonsulenter arbejdet målrettet på at nytænke og ikke mindst tilbyde nuværende som nye medlemmer nye og spændende aktiviteter – heriblandt succesaktiviteten Play & Stay, der laves i samarbejde med SEB.

”Men det er meget vigtigt, at vi ikke hviler på laurbærrene. Nu skal vi sikre, at vi fremadrettet har fuld fokus på medlemmer og aktiviteter,” tilføjer Henrik Klitvad.
 
For yderligere oplysninger kontakt venligst
Formand i Dansk Tennis Forbund, Henrik Klitvad på: 40 14 07 69