Lyngby: Vi er favoritter

6. december 2013

Medaljespil: Herrernes DH-inde har udviklet sig ganske spændende, hvor specielt Birkerød har overrasket, mens Århus 1900 har skuffet. Nu gælder det medaljespillet, og overraskende påtager Lyngbys Rasmus Nørby holdet favoritværdigheden mod Birkerød.

KB mod Gentofte og Birkerød mod Lyngby. Sådan lyder semifinaler i herrernes medaljespil, og begge kampe ligner en ren lækkerbisken for tenniselskere. Ganske vidst bør KB slå Gentofte forholdsvis sikkert, men Gentofte kommer i super form og har med sikkerhed ikke givet op på forhånd. I den anden semifinale er det på papiret helt åbent mellem Birkerød og Lyngby. Her på tennissporten.dk kunne vi i går erfare, at Frederik Løchte Nielsen bliver hentet ind på et wildcard hos Lyngby, og sker det, er Lyngby måske små favoritter, men det spil som Birkerød har vist i grundspillet har været ganske imponerende.

Tavs om Løchte
Den finale de fleste venter er selvfølgelig finalen mellem KB og Lyngby, men det er ingen tvivl om, at begge mandskaber tager deres modstandere meget seriøst. I Lyngby-lejren tager de gerne favoritværdigheden på sig i deres kamp mod Birkerød, hvilket kan virke lidt overraskende, da Birkerød endte over Lyngby i grundspillet og vandt den indbyrdes kamp med 5-1.

Jeg vil sige, at vi er favoritter på papiret, men vi kan sagtens tabe, og vi skal alle kampene meget seriøst”, lyder vurderingen fra Rasmus Nørby, der ikke ønsker at udtale sig om, hvorvidt Frederik Løchte Nielsen spiller med på Lyngby-holdet i weekenden. Han indrømmer dog, at det vil være en stor styrkelse af holdet specielt i bredden.

Netop bredden kan Lyngby få stort brug for i semifinalen mod Birkerød. Udover at have Philip Ørnø som førstesingle, der har vundet alle sine kampe på nær en, har Birkerød også vist en stor bredde, og Rasmus Nørby har også stor respekt for lørdagens semifinalemodstander.

De har en homogen gruppe anført af Philip Ørnø, og de har egentlig gode spillere på alle positioner og kan spille to gode doubler”, siger Nørby, der forventer en marginal semifinale kamp specielt pga. de nye regler omkring mtach-tie-breaks i tredje sæt.

Sigsgaard i storform
I den anden semifinale ser det på forhånd ud til at blive lidt lettere at forudsige. KB har, ifølge tennissporten.dks oplysninger, i sinde at stille med absolut stærkeste hold, og gør de det, kan det blive en stor mundfuld for Gentofte. KB er den klub i Danmark, der satser klart mest på Elitedivisionen, og det vil være en katastrofe, hvis de ikke spiller sig i finalen.

Gentofte kommer formentlig også til Frederiksberg uden de store finaleforhåbninger, men er det et hold, der er i form, så er det Gentofte. Deres medaljespilsplads blev truet af Århus 1900, men i sidste spillerunde tog Gentofte til Aarhus og cementerede pladsen med en 5-1-sejr over 1900 i stærkeste opstilling. I de foregående runder slog Gentofte både B 93 og Hvidovre med 6-0, og ind i mellem de begivenheder viste Christian Sigsgaard storform i GPS Masters, hvor han nåede finalen.

Ingen på KBs hold har tænkt sig at undervurdere Gentofte, men spiller KB’erne op til vanligt niveau, bør de nå finalen. Om KB slår Gentofte, og hvad der bliver udfaldet mellem Birkerød og Lyngby, finder vi ud af lørdag kl. 9 i KBs tennishal, hvor herrernes semifinale spilles.