Løchte: Skulle have afgjort det tidligere

27. oktober 2013

Tennissporten.dk i Idrottens Hus i Helsingborg: Frederik Løchte Nielsen var naturligt nok skuffet efter nederlaget på 9-7 i femte sæt til Markus Eriksson. Han mener dog ikke, at han tabte kampen på den tvivlsomme matchbold men langt tidligere i kampen.

Det var næsten så dramatisk, som det overhovedet kunne blive. Markus Eriksson besejrede Frederik Løchte Nielsen efter en kamp, der varede over fire timer. I femte og afgørende sæt kommer Løchte ned med to breaks, men selvom han kæmper sig tilbage, får han ikke fuldendt comebacket.

Jeg får en dårlig start på femte sæt, og jeg hiver og slider for at komme tilbage. Der sker en reaktion ved 5-5, hvor det selvfølgelig er en lettelse at komme op. Jeg udnytter ikke mit momentum og hviler måske lidt for meget i, at jeg er kommet tilbage”, siger Frederik Løchte Nielsen om femte og afgørende sæt. Han finder det afgørende for kampen, at han kom så langt bagud i femte sæt, fordi det kostede kræfter at kæmpe sig op, og han mener også, han kunne have undgået det afgørende sæt.

Jeg skulle udnytte de chancer, jeg får, noget bedre, og jeg skulle have afgjort kampen tidligere. Han vinder ikke kampen – Jeg taber kampen”, lyder det fra danskeren.

Gider ikke bruge tid på matchbolden
Kampen i gennem var der mange omdiskuterede kendelser, og den klart mest omdiskuterede var naturligvis matchbolden, som blev dømt ude men formentlig tog linjen. Løchte Nielsen gider dog ikke bruge for mange kræfter på den bold og den kendelse.

Der er ikke noget at gøre ved det, og ingen grund til at spilde tid på det. Jeg ville være en kujon, hvis jeg tilskrev den bold større værdi, end den egentlig havde”, siger Løchte, der dog ikke var synderligt begejstret for kampens dommer.

Den var ikke den mest modige kendelse i verden, så har jeg vidst ikke sagt for meget”.

Fed kamp
Nederlaget til trods kunne Løchte stadig godt notere sig, hvilken kæmpe oplevelse det var at spille en så tæt kamp i en fantastisk kulisse.
Det var en unik kamp. Jeg har aldrig før prøvet at spille over 6-6 i femte sæt i single. Det var en fed kamp, fed stemning og en kæmpe oplevelse”, fortæller Frederik Løchte Nielsen.

Samme oplevelse havde Markus Eriksson også, der selvfølgelig var ovenud lykkelig for sejren.

Det var helt fantastisk at spille derinde. Hvilken stemning der var. Jeg kæmper hele kampen i gennem, og det var en rigtig skøn kamp at vinde”, lyder Erikssons kommentar.