Kromann og Løchte: Vi havde kontrol

1. februar 2014

Tennissporten.dk til Davis Cup i Hørsholm: Thomas Kromann og Frederik Løchte Nielsen følte sig i kontrol kampen i gennem og var fint tilfredse med deres eget spil i tre sæts sejren over Christos Hadjgeorgiou og Photos Photiades.

Det blev aldrig nogen tæt kamp, da Thomas Kromann og Frederik Løchte Nielsen hertil eftermiddag sikrede dansk sejr i Davis Cup-kampen mod Cypern med cifrene 6-2, 6-1, 6-1. Begge spillere følte da også, at de havde kampen i kontrol hele vejen i gennem.

Vi gjorde ligesom det, der skulle til at for at vinde den her kamp. Det synes jeg også i sig selv er en præstation, at vi kan holde koncentrationen kampen i gennem”, lød det fra Thomas Kromann efter kampen, og han blev suppleret af Løchte Nielsen.

Vi var konsekvente fra starten af, og vi holdte aggressionen. Vi fik en lidt skæv start, men det generede os sådan set ikke så meget. Vi brød tilbage igen med det sammen, og det vi havde styr på, gjorde vi rigtig godt. De gjorde ikke specielt meget for at fratage vores momentum”.

Stabilt hele vejen
I løbet af tredje sæt så man både Kromann og Løchte smile, grine og hygge sig inde på banen, og det var også et udtryk for, at danskerne vi i kontrol.

Vi er ikke rigtig presset på noget tidpunkt. Det står 2-0 i forvejen, og vi havde muligheden for at vinde allerede om lørdagen. Det er en rar følelse, og man bliver automatisk lidt mere afslappet, når man fører så stort”, forklarer Thomas Kromann, der godt mener, at danskerne kunne have spillet bedre, hvis modstanden var bedre.

Hvis vi spiller mod nogle virkelig dygtige nogle som mod Sverige, så løfter vi også vores niveau. Her spiller vi fint uden at det blev uden det blev en helt overdrevet god double. Vi gør det solidt og stabilt hele vejen i gennem, og vi havde det sjovt og hyggede os”.

Gjort det rigtig godt
Klasseforskellen mellem Danmark og Cypern har været tydelig gennem hele Davis Cup-kampen. Frederik Løchte har været fint tilfreds med danskernes eget spil, selvom sejrene er kommet på en billig baggrund.

Man kan ikke gøre andet end at spille mod dem, der står på den anden side af nettet. Det, vi kunne kontrollere, har vi haft styr på og gjort rigtig godt. Vi bedømmer os selv på præstationer. Vi har været utrolig professionelle og leveret en god indsats fra start til slut, og det er vi meget tilfredse med”, siger Løchte Nielsen, der bakkes op af Kromann.

Der var ingen af os, der leverede vores allerbedste præstation, men vi leverede godt og spillede godt og solidt hele vejen i gennem. Vi kan godt steppe endnu mere op både i singler og doubler, så selvfølgelig er oprykning en mulighed”, lyder det fra Thomas Kromann.

Danskerne skal nemlig efter sejren over Cypern ud i oprykningskampe. To kampe skal vindes, og så rykker Danmark tilbage i Davis Cups næstbedste division. Det tror Frederik Løchte er muligt.

Vi tror på, at vi kan vinde alle kampe. Nu har vi heldigvis hjemmebanefordel i næste kamp også, og det vil vi gerne udnytte. Vi trives godt i Davis Cup, og vi spiller godt. Gutterne hæver deres niveau, når de spiller Davis Cup, og vi er ikke bange for nogen. Vi går ind med tanken om, at vi kan slå alle”, siger Frederik Løchte Nielsen.

Selvom Davis Cup-kampen er afgjort spiller Danmark og Cypern stadig to singlekampe i morgen søndag. De har dog ingen reel betydning.