Tennissporten.dk’s redaktør efterlyser intensitet og følelse, når Elitedivisionens mellemspil indledes i weekenden.
Kommentar:
Onsdag aften klokken lidt over 20.30. Jeg står op med foldede hænder og blikket stift mod tv’et. Øjnene ser Joan Canellas skyde bolden udenom Henrik Toft Hansen og ind bagved Jannick Green. På et sekund smider jeg mig ned i sofaen. Det stive blik er forvandlet til et tomt blik. Spanien havde i sidste sekund slået Danmark ud af VM i kvartfinalen.
Den opmærksomme – og for den sags skyld også knapt så opmærksomme – læser vil nok studse over, at første afsnit ikke har en fis med tennis at gøre. Og hvorfor skal Tennissporten.dk’s læsere så informeres om, hvordan jeg oplevede min onsdag aften og en VM-kvartfinale?
Det handler om, hvad sport gør ved én. Jeg sad over 6.000 kilometer fra Doha, og jeg havde det forfærdeligt, fordi det danske håndboldlandshold havde tabt en VM-kvartfinale. Sport er noget underligt noget, og det er meget svært ved rationelt at forklare, hvorfor sport kan have den indvirkning på én, som det nu engang har.
Nerve, intensitet og vilje til at vinde
Den indvirkning kan tennis også have på folk. Prøv og tænk på, hvordan I havde det, da Caroline Wozniacki spillede 3. sæts tie-break mod Serena Williams ved WTA-finals for bare tre måneder siden. Vækker det minder frem? Det tror jeg nok, at det gør.
Hvordan kan det så være, at vores hjemlige Elitedivision ikke kan frembringe de samme følelser? Jo, spillerne kan da godt finde på at kaste en ketcher. Og en referee har nok også fået et par knapt så pæne gloser at vide en gang eller hundrede? Jeg siger ikke, at spillerne ikke går op i det, men det betyder ikke ligefrem liv eller død, hverken for dem eller for nogen andre.
Skal Elitedivisionen være en turnering, hvor vi render rundt og hygger os med en gang tennis i ny og næ, eller skal den være fyldt med nerve, intensitet og en vilje til at vinde, der gør den til et flagskib for dansk tennis? Det spørgsmål skal alle stille sig selv. Ingen gider se på det første mens det sidste kan fremkalde følelser, som dem håndboldlandskampen onsdag aften fremkaldte hos mig.
Det handler om indstillingen
På Tennissporten.dk tror vi på Elitedivisionen, og jeg tror på Elitedivisionen. Vi tager den seriøst, og derfor dækker vi også i år 2015 hver eneste spillerunde tæt. Men af samme årsag bliver jeg også ked af det – ikke så meget på mine eller Tennissporten.dk’s vegne, men på dansk tennis’ vegne – når personer i det danske tennismiljø taler Elitedivisionen ned. Den skal tales op, og der skal skabes en kultur, hvor det handler om at vinde for enhver pris.
Når Aarhus 1900 og Lyngby, bare for at tage et eksempel, på lørdag mødes i herrernes mellemspil, vil jeg have, at begge klubber går ind til den kamp med alt, hvad de overhovedet har. Jeg vil have, at det skal betyde alt for alle i begge klubber, om de vinder eller taber. Jeg er fuldstændig ligeglad med niveauet i kampen og med, hvor mange cigaretter spillerne ryger bagefter, og hvor mange øl de drikker. Det handler om indstillingen til kampen. Det er indstillingen, der skal skabe kulturen i klubberne, der gør, at medlemmerne kommer og kigger og bakker op. Det er indstillingen, der skal frembringe følelserne.
Med den opfordring til Tennisdanmark glæder jeg mig til at blive forkælet af Elitedivisionens mellemspil, som begynder i weekenden. To runder skal de otte bedste tennisklubber på henholdsvis herre- og damesiden spille, før vi har fundet de to gange fire hold, der i marts skal kæmpe om guld, sølv og bronze. Med andre ord er det cremen af cremen i dansk tennis, der skal kæmpe for, hvad der gerne skulle være stor ære. Det er al mulig grund til at gå ind til de kampe med liv og sjæl. Og gør spillere, trænere, klubber og alle i dansk tennis det, skal det nok skabe øjeblikke som mit foran tv’et onsdag.