Kommentar: Doublen er den eneste kamp, hvor Danmark har favoritværdigheden mod Moldova, mener Tennissporten.dks redaktør Jonas Løytved, der ikke tror, at danskerne kan løfte spillet i en sådan grad, som det kræves for at rykke op.
Man skal altid passe på med at kaste sig ud i gætværk, men nu gør jeg det alligevel. Danmark taber til Moldova og rykker ikke op i Davis Cups næstbedste division.
Men. Det handler ikke om, at danskerne ikke er dygtige og ikke kan løfte niveauet og skabe en spændende Davis Cup-kamp mod Moldova. Det tror jeg nemlig sagtens, de kan. Vi kommer ikke til at gå fra Bramdrupdam Hallen på lørdag med 3-0 til Moldova og en kedelig fornemmelse. Nuvel bliver fornemmelsen trist ligegyldigt, hvor stort Danmark taber, men jeg anser stadig det danske hold for at være rigtig dygtigt.
Problemet er bare, at Moldovas hold er så meget dygtigere end det danske. Jeg er af den overbevisning, at Moldova stiller stærkere op, end Sverige gjorde det, da Danmark tabte 3-2 til svenskerne i Helsingborg sidste år, og det var altså en kamp, hvor danskerne præsterede på et ganske højt niveau.
Danmark har ganske vidst valgt et hurtigt underlag, der skal sikre bedst mulige danske betingelser, men Radu Albot, Moldovas førstesingle, er en forrygende hardcourt-spiller, og han har intet imod, at det går hurtigt. Det har Moldovas andensingle Dubarenco heller ikke, så selvom både Frederik Løchte Nielsen og Martin Pedersen vil kunne drage fordel af det hurtige underlag, bliver det ikke en gamechanger.
Desværre Danmark. Selvom jeg hjertens gerne ville tro på det, må jeg konstatere, at Moldova er en for svær modstander. Det bliver hertil og ikke længere for det danske Davis Cup-hold i denne omgang. Nedenfor har jeg tilladt mig at vurdere de enkelte match-ups i weekendens kamp. Analyserne er helt for egen regning, men lidt gætværk engang i mellem er vel i orden.
Martin Pedersen vs. Radu Albot – Chancevurdering 30/70
Martin Pedersen har før vist, at han kan løfte sit niveau, når han spiller Davis Cup for Danmark, og landstræner Kenneth Carlsen har flere gange nævnt, at Pedersen på sine gode dage kan slå top 100-spillere. Jeg tillader mig at mene, at Martin Pedersen skal have en overordentlig god dag for at kunne besejre Radu Albot, hvis ikke der skal endnu mere til. Albot er klar favorit.
Frederik Løchte Nielsen vs. Maxim Dubarenco – Chancevurdering 45/55
Dette bliver nøglekampen for Danmark. Frederik Løchte Nielsen skal besejre Maxim Dubarenco, hvis Danmark skal slå Moldova sammenlagt. Frederik Løchte Nielsen nyder at spille for Danmark, og ligesom Martin Pedersen har han masser af gange bevist sit værd, når det gælder på Davis Cup-holdet. Det skal han også i denne weekend, og det tror jeg også på, at han gør. Om det er nok til at besejre Dubarenco, tvivler jeg dog stadig på, men chancerne er der bestemt. Dubarenco kun lille favorit.
Frederik Løchte Nielsen/Thomas Kromann vs. Radu Albot/Andrei Cuimac – Chancevurdering 60/40
Danmark kommer med en fast doublekonstellation i Løchte/Kromann, mens Moldova har prøvet forskellige doublekonstellationer uden speciel stor succes. Løchte/Kromann er garant for en solid præstation hver evig eneste gang, og selvom Albot og Cuimacs rangeringer er høje, ligner Løchte/Kromann i mine øjne stadig favoritter. De kender hinanden godt, og det hurtige underlag passer perfekt til deres spillestil. Løchte/Kromann er favoritter.
Frederik Løchte Nielsen vs. Radu Albot – Chancevurdering 35/65
Umiddelbart er Frederik Løchte Nielsen eksakt ligeså undertippet, som Martin Pedersen er, når han møder Radu Albot, men jeg tillader mig alligevel at levne Løchte Nielsen lidt større chance end holdkammerat Pedersen. Det er med baggrund i, at Løchte Nielsen, hvis han og Danmark øjner chancen for sejr, kan løfte sit niveau til uanede højder, og at oprykningen indenfor rækkevide vil styrke Løchte Nielsens motivation yderligere. Albot er favorit, men men men.
Martin Pedersen vs. Maxim Dubarenco – Chancevurdering 50/50
Hvis det står 2-2 før den sidste kamp, er alt åbent. I en sådan situation spiller nerver ind, og det er umuligt at forudsige, hvordan spillerne vil reagere. Umiddelbart vil jeg også mene, at Martin Pedersen har en god mulighed mod Maxim Dubarenco, og han har tidligere bevist sit værd for Danmark ved 2-2. Dubarenco er samtidig en ung spiller, der kan gå ned i en afgørende situation. Helt lige kamp.