Kommentar: Trods nederlaget i lørdagens double har det danske Davis Cup-hold overrasket meget positivt i mødet med Sverige. Martin Pedersen bør slå Elias Ymer søndag og sikre dansk overlevelse i Europe/Africa Group 1, mener tennissporten.dks Jonas Løytved.
Da jeg i fredags forlod Idrottens Hus i Helsingborg efter en lang dag med tennis var det med et stort smil på læben og yderst imponeret over det danske Davis Cup-hold. Først havde Frederik Løchte Nielsen leveret en solid og rutineret indsats, og bagefter havde Martin Pedersen henrykt med servekanoner, og en af de bedste kampe KB spilleren nogensinde har leveret.
Lørdag efterlod et lidt andet indtryk. Indtrykket fra fredag om, at danskerne var mere end klar og sagtens kunne følge med svenskerne bestod, men gejsten var ikke den samme. Da der kom modgang i andet sæt og specielt i tredje sæt faldt Kromann og Løchte fra hinanden. At de taber til Robert Lindstedt og Johan Brunström, skal de ikke være kede af, det skal stort set ingen, men det lignede lidt, at de mistede spillelysten, og det er ikke lovende. Danskerne skal leve på lysten og motivation mod de på papiret bedre svenskere.
Løchte får det svært
Frederik Løchte Nielsen var efter doublekampen meget afslående, da han blev konfronteret med påstanden om, at han var mindre tændt, end han var i singlen, og på samme måde afviser han en hver form for træthed. Det er simpelthen Løchtes hadeemne, når man kommer ind på, om han er klar til tre hårde kampe på tre dage.
Mens Løchte selv er overbevist om, at doublen lørdag kun vil have positiv effekt på hans singlespil, er jeg uenig. Dermed ikke sagt at Carlsen skulle have ofret doublen og spillet Torpegaard ud i stedet for Løchte, for det skulle han absolut ikke – Det havde skabt en taberindstilling på holdet. Hvad, jeg mener, er bare, at det ikke er standardkost for nogen spillere i verden at spille tre femsætskampe på tre dage, så selvfølgelig ville Løchte have været mere fysisk klar, hvis han havde hvilet lørdag.
Selvfølgelig kan han også selv bedst vurdere, hvordan han kom ud af doublen, og jeg skal langt fra afvise, at den kan bruges positivt til at få mere erfaring på banen og større flow i spillet. Jeg tror bare, at Markus Eriksson kan udnytte det fysiske overtag, han bør have, og dermed må han påtage sig en lille favoritværdighed mod Frederik Løchte, selvom kampen naturligvis kan gå begge veje.
Pedersen er storfavorit
Mens min tro på Løchte ikke er overvældende, ser det anderledes ud med Martin Pedersen. Skulle Frederik Løchte tabe til Markus Eriksson, står Danmark stadig med gode muligheder for at vinde Davis Cup-kampen. Martin Pedersen er i mine øjne storfavorit i et møde med Elias Ymer, og specielt hvis det er en afgørende kamp.
Ymer er en dygtig spiller, og han viste bestemt mange kvaliteter mod Løchte. Spørgsmålet er så bare, om han kan finde samme spil frem eller om nerverne spiller ham et puds, når han er manden, der skal afværge en svensk tenniskatastrofe. Jeg snakkede med den svenske kaptajn Fidde Rosengren, og han var rolig omkring faktummet, at en 17-årig uden Davis Cup-erfaring kan skulle afgøre hele gildet. Han hæfter sig ved, at hvis Ymer udnytter de chancer, han får i kampene bedre, så har han en god mulighed.
Spørgsmålet er bare, om der kommer så mange chancer til Ymer. Martin Pedersen spillede fantastisk i fredags mod Markus Eriksson, der er en bedre spiller end Ymer, og spiller danskeren på samme niveau i dag har jeg meget svært ved at se ham tabe. Han servede godt, spillede ganske vidst lidt satset, men det er hans stil, og mange gange lykkedes det til ug. Martin Pedersen bør kunne slå Elias Ymer. Han har større erfaring og er i noget der minder om sit livs form, så mon ikke dansk tennis kommer ganske godt ud af denne Davis Cup-weekend. Jeg tror i hvert fald på overlevelse. 1995 gentager sig ikke.