Kommentar: Gi? mig nogle dramaer

24. oktober 2014

Kommentar: Specielt på herresiden er kampen om holdguldet tættere end nogensinde, og ifølge Tennissporten.dk’s redaktør går vi et spændende DH Inde i møde, hvor han forventer en stribe dramaer mellem topklubberne på både herre- og damesiden.

Så sidder jeg atter foran et tastatur og skal kigge frem mod en større dansk tennisbegivenhed. Det er altid sjovt at kigge frem, og forventningens glæde er altid stor, men denne gang er den faktisk større, end den plejer. DH Inde er måske ikke den mest eksotiske turnering, men i sæsonen 2014/2015 tror jeg faktisk, at det kan blive ganske underholdende for at sige det mildt. Jeg tror, at vi får drama for alle pengene.

Hos damerne vinder KB selvfølgelig for gud ved hvilken gang, og det skal jeg nok vende tilbage til, men hos herrerne mener jeg oprigtigt, at der er fire, om ikke lige store, så tæt på lige store, guldfavoritter. Lyngby, KB, Birkerød og Gentofte stiller alle så stærkt op, at Dansk Tennis Forbund vitterligt burde overveje, om man burde afvikle herrernes semifinaler forskudt af hinanden og ikke samtidig, sådan som plejer at foregå.

Altid gode i doubler
Lad mig forklare, og lad mig starte med de forsvarende mestre fra Lyngby. De er solide, de er brede, og så kommer Frederik Løchte Nielsen, når der skal uddeles medaljer. Mikael Torpegaard og Tobias Galskov er ganske vidst på college, og det vil svække Lyngby, men ikke mere end at de snildt kan løbe med guldet igen i år. Husk på at Lyngby bare altid er gode i doublerne.

Så er der KB, der lidt giver sig selv. Spiller for spiller skal KB vinde, men deres spillere er mindre stabile end eksempelvis Lyngbys, og selvom en spiller som Benjamin Hannestad har udviklet sig og kan styrke holdet gevaldigt, så er holdet ikke nævneværdigt stærkere, end det de kunne præsentere i den forgangne sæson.

Birkerød stiller som KB med samme hold, som de gjorde sidste år, hvor de vandt bronze. Philip Ørnø kommer til at trække en stor del af læsset, men de rutinerede drenge Schwarz og Warming kan altså stadig også spille tennis. Kommer Birkerød i finalen, vil det kræve en overraskelse eller to i den semifinale, som de stensikkert kommer i, men rammer de formen den famøse weekend i marts, kan alt altså lade sig gøre.

Bredeste hold nogensinde
Det samme kan det for Gentofte, der måske stiller med det bredeste hold nogensinde set i en dansk holdturnering. Der bliver kamp om at spille sig på Elitedivisionsholdet i Gentofte i denne sæson, hvor Jonas Svendsen har revet Dragos Madaras, Jonas Berg og August Holmgren med fra Helsingør. Gentoftes problem bliver, at deres 1. single ikke kan matche Frederik Løchte og Martin Pedersen, men i 3. og 4. singlen bliver de giftige.

Derfor glæder jeg mig, og lur mig om der ikke sidder nogle stykker i Aarhus 1900, der er lidt knotne over ikke at være nævnt. Oprustningen i specielt Gentofte gør, at jeg har svært ved at se dem i medaljespillet, men det vil glæde mig, hvis aarhusianerne også kan tage kampen op.

Og nu har jeg kun nævnt medaljekampen. Sidste år gjorde Randers det flot. Kan de måske nå mellemspillet i år? Og hvordan går det Hillerød og Søren Wedeges comeback til Elitedivisionen? Får de en chance mod ATK og Skovbakken?

Meget bedre og meget bredere
De mange spændende spørgsmål i herrernes turnering kommer naturligt nok til at tage lidt fokus væk fra dameturneringen. KB bliver danske mestre har jeg allerede sagt, og jeg lovede at vende tilbage til det.

Jonas Svendsen og John Larsen er måske ikke enige i, at det er så let sagt, men ærlig talt er KBs hold så meget bedre og så meget bredere end forfølgerne, at de ind og hugge armene af Mai Grage og Julie Noe om natten, hvis de skal have guldchancer.

Til gengæld kan Svendsen og Larsens tropper kæmpe om sølvet, og mon ikke at vi får endnu et sæt dramatiske kampe mellem Gentofte og Birkerød. Alt andet er næsten utænkeligt.

KB, Gentofte og Birkerød er sikre medaljespilsdeltagere. Den sidste plads kommer Hvidovre, Esbjerg og Lyngby til at slås om, men det hold, der sniger sig med, har ligeså få chancer for medaljer, som for at Lars Hedegaards attentatmand atter findes.

I får naturligvis min chancevurdering i begge rækker. Jeg tror, det bliver dobbelt KB-guld, men specielt hos herrerne får de kamp til stregen. Gi’ mig nogle dramaer. Jeg glæder mig til en stribe måneder med det bedste indendørs tennis, som Danmark kan præsentere.

Guldchancer herrer:
*** KB
** Lyngby og Gentofte
* Birkerød

Guldchancer damer:
*** KB
**
* Gentofte og Birkerød