Igennem længere tid har der været rygter om oprør i i DTFs bestyrelse. Med formand Henrik Klitvads kortfattede meddelelse om, at han stiller sit mandat til rådighed på generalforsamlingen i år – uden at give en nærmere begrundelse end manglende tillid – blev problemerne pludselig synlige for alle.
Erik Bolt Sørensen, medlem af bestyrelsen i Sjællands Tennis Union, går i en pressemeddelelse til angreb på DTFs bestyrelse. Bestyrelsen beskyldes for at gøre karaktermord på den siddende formand på baggrund af hvad Erik Bolt Sørensen betragter som en bagatel.
Tennissporten.dk er i besiddelse af mailkorrespondancer, som dokumenterer Erik Bolt Sørensens fremstilling af forløbet. Vi følger sagen. Læs pressemeddelelsen nedenfor.
Mandag den 7. februar modtager jeg en mail fra Kurt Christiansen, der gør SLTU-bestyrelsen opmærksom på en pressemeddelelse fra DTF-formand Henrik Klitvad:
"Da jeg har forstået at mine bestyrelseskollegaer i Dansk Tennis Forbund ikke ønsker at jeg skal fortsætte som formand, stiller jeg mit mandat til rådighed på Dansk Tennis Forbunds generalforsamling i Roskilde den 19. marts 2011."
Meddelelsen undrede mig, eftersom jeg i forbindelse med det Nationale Tennisseminar den 22. januar havde siddet ved samme bord som Klitvad og flere af hans bestyrelseskolleger, og ikke ved den lejlighed havde bemærket nogle spændinger mellem dem. Så jeg ringede straks til Klitvad, for at høre, hvad sagen drejer sig om. Da han ikke svarer telefonen, lægger jeg en besked på hans telefonsvarer.
Torsdag den 11. februar mødes SLTU-bestyrelsen til et ekstraordinært møde, for at behandle en misligholdt sponsoraftale og 100-års jubilæumsskriftet. Efter disse punkter beder bestyrelsen formanden Willy Håkonsson – der også sidder i DTF-bestyrelsen – om en orientering, om baggrunden for Klitvads pressemeddelelse.
Håkonsson forklarer, at han – af hensyn til Klitvad – ikke kan oplyse os om det faktiske grundlag, men at der var tale om et meget alvorligt forhold, som han vil forsøge at forklare ved hjælp af et parallelt eksempel. Han fortæller, at det drejers sig om, at Klitvad har sendt en mail til DTF’s direktør Niels Persson, som ville svare til, at han bad om at få adgang til at hæve på en særlig konto i DTF, uden den øvrige bestyrelse ville have kendskab til det. Denne mail er grundlaget for en mistillidserklæring fra resten af bestyrelsen. Samtidig pynter han orienteringen op med beretninger om et voldsomt forbrug over udgiftskontoen i DTF – Klitvads faktiske forbrug i 2010* er ca. 1/3 af det, Håkonsson postulerede på mødet – samt forskellige antydninger om, at Klitvad angiveligt skulle anvende formandskabet til private formål.
Efter denne beretning var vi alle overbevist om, at der lå et massivt misbrug af formandsstillingen til grund for DTF-bestyrelsens mistillidserklæring.
Fredag den 12. ringede Klitvad, og gav mig sin version af sagen – det ændrede unægtelig mit syn på den! Det viser sig, at hele affæren drejer sig om følgende tekst* (kopieret fra hjemmesiden):
Officialsemblemet
Indstiftet 1935. Tildeles ethvert bestyrelsesmedlem i DTF og kan desuden tildeles andre efter bestyrelsens beslutning.
Klitvad havde i en mail bedt om at få tilføjet “formandens eller” til teksten* – og det er grundlaget for mistillidserklæringen!
Da jeg kort efter rundsendte en mail med denne oplysning til SLTU-bestyrelsen, var reaktionerne forudsigeligt meget kritiske overfor Willy Håkonssons måde at håndtere orienteringen torsdag aften på. Håkonsson bekræfter i første omgang, i en kort forklaring, at det forholder sig som beskrevet. Kritikken fortsatte, hvorefter Håkonsson prøvede at begrunde, hvorfor han orienterede os, som han gjorde. Det syntes jeg lignede et sølle forsøg på at bortforklare, at han havde prøvet at miskreditere Klitvad uden reelt grundlag, så jeg meddelte ham, at jeg havde mistet tilliden til ham. Han forsøger endnu en gang at bortforklare sin rolle i sagen; men hvorfor omtalte han så alle disse uvedkommende forhold, herunder udgiftskontoen, hvis formålet ikke var at miskreditere Klitvad?
Ud over at være et groft forsøg på at miskreditere formanden for DTF, misinformerer Håkonsson samtidigt bestyrelsen for den organisation (SLTU), han er formand for. Han finder det åbenbart vigtigere at være loyal overfor sine bestyrelseskolleger i DTF, end overfor sin egen bestyrelse i SLTU – det er helt uholdbart.
Ser man på selve grundlaget for mistillidserklæringen, ser det ærlig talt ud til at være ret tyndbenet – ud over, at den er baseret på retten til at uddele knaphulspynt. I mistillidserklæringen påstår underskriverne, at der er tale om et forsøg på at ændre en regel uden om bestyrelsen*, men i henhold til min korrespondance med DTF’s direktør Niels Persson, findes der åbenbart ingen nedskrevne vedtægter for tildeling af Officialsemblemet, blot en mangeårig praksis, som danner grundlag for teksten på hjemmesiden. Hvis det er tilfældet, kan sagen koges ned til, at Klitvad har anmodet Persson om at ændre en tekst på forbundets hjemmeside, uden at orientere resten af bestyrelsen – en ændring, der for øvrigt aldrig er gennemført.
Initiativtagerne til mistillidserklæringen må have vist, at der ikke er meget substans i sagen, så da Klitvad nægtede at trække sig frivilligt, har de været nødt til at opfinde en måde, hvorved de kunne gøre sagen langt mere alvorlig end den er. Løsningen de åbenbart har valgt, er at misinformere om sagens alvor, og forsøge at holde det skjult, ved ikke at ville oplyse omverdenen om de faktiske forhold, med den begrundelse, at man vil beskytte Henrik Klitvad mod at sandheden kommer til offentlighedens kendskab.
Det skal så åbenbart ske bag lukkede døre i unionsbestyrelserne, hvor man frit kan få det til at se ud som om, det drejer sig om seriøst misbrug af formandsposten, og samtidig kan pynte på historien, ved at omtale andre forhold, der intet har med sagen at gøre, men som kan forstærke indtrykket af, at der er noget alvorligt galt med Klitvads embedsførelse. For når mistanken først er etableret, klæber den slags bagtalelse til personens omdømme, selv om der ikke er noget reelt indhold i det.
Var det lykkedes, kunne det fuldstændigt have ødelagt Klitvads omdømme, og han ville være endt som en paria i dansk tennis – på baggrund af en dum mail om et ligegyldigt knaphulsemblem.
Hvorfor går jeg til offentligheden med dette, når der er tradition i dansk tennis for at håndtere interne problemer uden for offentlighedens søgelys?
Fordi netop den praksis gør det muligt at miskreditere en person bag lukkede døre, på en måde som aldrig ville være mulig i det offentlige rum. Det var jo helt tilfældigt, at Klitvad ringede tilbage til mig i fredags, og det hele blev afsløret i tide. Ellers ville mistankerne om misbrug af formandsstillingen, som Håkonsson gjorde meget ud af at etablere på vort møde i SLTU sidste torsdag, have klæbet til ham helt frem til generalforsamlingen den 19. marts, og der var sikkert blevet kastet mere smuds efter ham i mellemtiden.
Erik Bolt Sørensen, 18. februar 2011
Telefon: 52 79 16 71 – E-mail: erik@bolt.dk
* Jeg er i besiddelse af dokumentation for disse påstande.