Sidste uge var en kamp for at blive klar til weekendens slutspil, og det lykkedes næsten – men kun næsten! Hele ugen var både jeg og mine fysioterapeuter positive, og jeg trænede derfor igennem og spillede 3-4 timer om dagen dog uden at slå doublebaghånd. Fredag skulle mit venstre håndled så til eksamen, men det dumpede desværre på grummeste vis – jeg var ikke engang i stand til at slå en luftbaghånd uden smerter. Mine fysioer var ikke tilfredse med udviklingen, og de mente at al træningen nok alligevel havde generet håndledet, så de ville gerne, at jeg gik et gear eller to ned. Det var en tung besked, men jeg kan ikke snyde mig selv, og jeg måtte tage den trælse beslutning at droppe tanken om turnering i minimum to uger.
I weekendens slutspil besluttede jeg sammen vores træner, at jeg stod over i semifinalen. I finalen om søndagen stillede jeg op, dog med den viden, at jeg ikke ville kunne slå en eneste doublebaghånd. Jeg var derfor tvunget til at finde min indre Steffi frem, og det lykkedes mig faktisk at vinde min single og bidrage til vores samlede sejr og dermed DM guld. Det var fedt at genvinde trofæet, og jeg er meget glad for at være en del af KB-holdet.
Efter finalen vidste jeg, at jeg måtte lægge ketcheren lidt på hylden, så i denne uge slår jeg ikke mange slag. Jeg er endnu engang blevet ultralydsscannet og røntgenfotograferet for at se, om der er overset noget. Indtil videre er der ikke fundet noget, og næste skridt bliver formentligt en MR-scanning og en konsultation med en håndspecialist.
Hvornår jeg kommer til at slå doublebaghånd igen, så jeg kan komme ud og spille turnering, er lige nu uvist, men jeg er tilmeldt en challenger i England om halvanden uge. Jeg krydser fingre.