Ingen slinger i valsen

19. januar 2011

Trods en fornem start af den lille amerikaner Vania King, lykkedes det alligevel Wozniacki at få brudt allerede i første parti. Lynhurtigt stod den også 3-0, og så var kampen reelt afgjort. Wozniacki vinder 6-1 6-0 – bundsolidt.

Trods lidt sprællen hist og her fra amerikaneren, stod der Wozniacki på det meste af kampen. King lavede alt for mange uprovokerede fejl, og så er det værd at notere sig, at Wozniacki for en sjælden gangs skyld lavede flere vindere end sin modstander.

Til det efterfølgende pressemøde udtrykte Wozniacki da også tilfredshed med sin egen præstation i  halvkedelige standardvendinger: ” jeg følte helt sikkert, at jeg spillede god tennis i dag. Jeg spillede aggressivt. Jeg spillede mit spil og følte mig godt tilpas ude på banen. Jeg tog boldene tidligt og fik hende til at løbe. Generelt spillede jeg en god og solid match".

Far Piotr var også tilfreds med sin datters præstation i dag: ” Hun var mere fri i dag og var meget positiv fra start til sidste bold. Det var meget fornuftigt. Caroline vil mere og mere spille på den måde, vi har trænet de sidste par år på at hun skal komme frem og være mere aggressiv. Men det er ikke alle spillere, der giver dig mulighed for at spille på den måde. I dag har Caroline vist, at hun skal spille sådan som hun træner”.

Wozniackis modstander i tredje runde er endnu ikke fundet, men i skrivende stund står det til at blive slovakken Dominika Cibulkova, som hun har en ganske fin statistik i mod. Wozniacki har vundet 5 ud af deres 7 møder. Problemet er, at sidste møde var i Sidney for en uge siden, og der tabte Wozniacki i 2 sæt.

Men én ting er en opvisningsturnering, en anden er en Grand Slam.