Ingen referee til afgørende Elitedivisionskamp

21. juni 2014

Den altafgørende Elitedivisonskamp mellem HRT og Fruens Bøge havde ingen referee. Sportschefen i HRT, Thomas Skouboe, måtte agerer referee, men det er ikke acceptabelt, hvis man spørger de to klubber.

Hørsholm.

Fruens Bøges Henrik Heise Korsgaard sender en serv ned mod Frederik Fetterlein. Fetterlein dømmer serven fejl, men Korsgaard er ikke enig. Efter længere tids diskussion giver Fetterlein sig. Han var ikke enig, men han ville videre.

Disse tvister opstår flere gange i løbet af den altafgørende Elitedivisionskamp mellem HRT og Fruens Bøge. Forståeligt nok. Der er stor forskel på at skulle spille mellemspil og nedrykningsspil.

Problemet i Hørsholm var blot, at der ikke var en referee til at afgøre disse tvister. Normalt er der en uvildig referee til alle Elitedivisionskampe, der tager sig af papirarbejde og vurderer boldmærkerne, når spillerne er uenige.

Jeg synes ikke, det er i orden, at man til en afgørende Elitedivisionskamp ikke har en referee til stede”, siger HRTs sportschef Thomas Skouboe om situationen.

Måtte selv agere referee
Thomas Skouboe måtte selv agere referee under holdkampen, og det var ikke en rolle, han havde det godt med at tage. Som holdkaptajn for HRT kan han ikke bare tillade sig at dømme kampe, hans eget hold spiller.

Jeg spørger spillerne hver gang, om det er ok, at jeg dømmer bolden. Jeg har heldigvis været i tennis i så mange år, at de fleste kender mig og ved, at jeg dømmer fair”, fortæller Thomas Skouboe.

Blandt spillerne var der også frustration over den manglende referee. Fruens Bøges førstesingle, Morten Garbers, mener heller ikke, det er i orden, at HRTs holdkaptajn skulle dømme holdkampen, selv om han understreger, at han ikke betvivler Thomas Skouboes objektivitet.

Jeg har det fint med, at Thomas dømmer. Han er fair nok, men det er ikke godt nok, at det ikke er referee på en så afgørende kamp”, fortæller Morten Garbers om sit syn på farcen om den manglende referee.

Han bakkes op af Frederik Fetterlein, hvis oplevelse af holdkampen lørdag stod i skarp kontrast til hans oplevelse et par uger forinden.

Det er mærkeligt, at der ikke er nogen referee på. Sidste gang var det godt arrangeret med en referee, der tog sig af tvivlsspørgsmålene inde på banen, men det var måske fordi, der var tv på”, spørger Frederik Fetterlein.

Hvis man gerne vil have os spillere til at tage Elitedivisionen seriøst, må forbundet også kunne tage det så seriøst, at de sender en referee”.

DTF forklarer sig med afbud
I Birkerød, hvor der ligeledes var vigtige mellemspilspladser på spil i holdkampen mellem Birkerød og ATK, var der heller ikke referee til stede, og også her får Dansk Tennis Forbund kritik. I forbundet beklager man, at der hverken var referee til stede i Hørsholm eller Birkerød, og man begrunder fraværet med sidste-øjebliks-afbud.

Vi havde påsat referees både på kampen i Hørsholm og i Birkerød, men vi modtog afbud fra de to referees. Mia (turneringskonsulent i Dansk Tennis Forbund red.) og jeg sad både torsdag og fredag og prøvede at få fat i referees med en erfaring, der var stor nok til at varetage så store holdkampe som dem i Hørsholm og Birkerød”, forklarer turneringsansvarlig i Dansk Tennis Forbund, Asger Hess-Olesen.

De eneste referees, der havde mulighed for at være til stede ved holdkampene lørdag, blev af Dansk Tennis Forbund fundet for uerfarne til de to vigtige holdkampe, og så ville forbundet hellere afvikle kampene uden referee.

Vi tog fredag dialogen med klubberne og forklarede, hvordan situationen var. Vi ville ikke risikere, at sætte en referee på under 20 år ind til at afgøre tvivlsspørgsmål i en så vigtig kamp med to store hold og mange rutinerede spillere”, siger Asger Hess-Olesen, der understreger, at også de helt unge referees er yderst kompetente, men at han blot frygtede, at de kunne give anledning til konflikt, hvis en helt ung referee skulle dømme nogle af de mest rutinerede danske tennisspillere.

Det er selvfølgelig ikke optimalt, at vi ikke kan stille med en referee til en sådan kamp, men vi vurderede situationen taget i betragtning, at vi var nødt til det”, lyder det fra den turneringsansvarlige i Dansk Tennis Forbund, der ikke køber Frederik Fetterleins kritik af, at medieinteressen og tv-opbuddet afgør, om forbundet kan sende en referee eller ej.

Vi gør os lige umage hver gang. Ligegyldigt antallet af tilskuere og interessen fra medier”.

Asger Hess-Olesen fortæller samtidig, at forbundet netop er i gang med at optimere referee-systemtet. I samarbejde med tennisdommeren Christian Rask arbejder man på et officialsamarbejde, der blandt andet skal sikre kompetente referees til alle Elitedivisionskampe.

Indtil det er på plads, må de håbe på færre referee-afbud i Hørsholm og Birkerød.