I zonen!

I dag ramte jeg zonen – noget som ikke er sket siden oktober sidste år – og jeg vandt over Rafal Gozdur fra Polen 6-4 6-1. Jeg lagde ellers rigtig skidt ud. Bliver breaket i andet game, ingen bid i serven og han styrer alle dueller. Jeg bryder dog tilbage i et lidt sløset game fra hans side med to doublefejl. Derefter kvitterer jeg igen med to doublefejl og bliver breaket igen. Han holder serv. Jeg er nede 4-1, men får lige lejlighed til at få klarhed over hvad jeg dog har gang i. Jeg finder frem til at jeg er alt for passiv – okay, hvad gør jeg ved det? – Jo, jeg træder en halv meter til en meter frem i banen, så jeg tager boldene lidt tidligere og får lidt mere tryk i mine slag, så han ikke bare kan stå og drive mig rundt. – Okay, hvad ellers? – Serven… Det vil selvfølgelig hjælpe mig at træde ind i banen på andetslaget, så han ikke kan nå at komme ind til midten af banen før han skal slå næste slag. Lad mig få førsteservsprocenten op og placere den bedre… Fokus… – Og Philip… – Ja? – Nak ham nu, for helvede! – Okay okay okay… Du behøver ik’ at råbe ad mig… – Hva’ mener du med "du"?? Det er jo kun dig – der er ingen andre… – Jamen, du siger da også "du"… – Ja, men det er jo fordi jeg er nødt til at tale til dig. Jeg er dig selv 1 og du er nummer to, og du har jo læst Inner Game of Tennis og ved, at det er mig der skal bestemme hvad der skal ske. Det ved du jo, ik Philip? – Jo, det ved jeg godt, men jeg synes måske bare vi skulle prøve noget andet i dag… – Noget andet?? Hvorfor dog det. Det har jo været sådan her i de sidste 14 år… Hvorfor stoppe nu?? – Jeg kunne bare godt tænke mig lige at styre det her selv i dag, okay? – Nej! – Jo, sådan blir det! – Nej! – Jo, hold nu kæft! Jeg skal spille nu…

 

Efter min lille samtale med mig selv og mig selv gjorde jeg præcis hvad jeg havde sat mig for. Og det virkede øjeblikkeligt. Han kunne simpelthen ikke modstå tyngden i mine slag og jeg tabte ikke et point i egen serv i de næste 4 games. Jeg vandt de næste 9 og var foran 6-4 4-0, før jeg kom tilbage til mig selv igen. Da holdt han serv, men så var jeg på igen og tog de næste to games! For satan det var fedt! Jeg var virkelig glad bagefter, fordi jeg havde gjort som jeg ville gøre og det havde lykkedes. Det er ikke altid det lykkedes, selvom man har gameplanen i orden, så at alt flaskede sig gjorde bare oplevelsen det sødere. 

 

I morgen møder jeg Federico Zeballos fra Bolivien i kvalfinalen. Jeg kender ham ikke og har ikke set ham spille, men jeg ved hvor jeg gerne vil stå på banen og hvad mine intentioner igennem kampens forløb er, og det synes jeg er det vigtigste lige nu!

 

Ørn