Hillerød er tilbage og på vej mod mellemspil

26. oktober 2014

Med 6-0 i den første kamp over Skovbakken er Hillerød på vej mod mellemspillet i deres comeback-sæson til Elitedivisionen. I den modsatte pulje var der tæt duel mellem Aarhus 1900 og HRT.

 
Sidste år vandt de 1. division, og i år tegner der til, at vi igen skal se flotte præstationer rundt om i de danske tennishaller fra Hillerød. 6-0 vandt Hillerød lørdag på hjemmebane over Skovbakken i grundspillets gruppe 2, og Hillerød med et yderst kampdygtigt hold stiler nu direkte mod mellemspillet.
 
Anført af de to veteraner, Søren Wedege og Tore Deleuran-Skjold, der har prøvet nærmest alt, hvad der er værd at prøve i dansk tennis, er Hillerød et hold, man skal regne med. De 6-0 over Skovbakken kom i hus uden, at nordsjællænderne var så meget som tæt på at afgive et sæt.
 
Nu skal Hillerød om to uger til B 93, og en sejr der vil være nok til at gå i mellemspillet. Vinder Hillerød der, venter der formentlig en puljefinale i sidste spillerunde i ATK. Omvendt er Skovbakken, der blev udspillet i Hillerød, nu pisket til at hente en sejr over puljefavoritterne fra ATK om to uger, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at spille medaljespil. ATK vandt 5-1 over B 93.
 
HRT bød Aarhus op
I gruppe 3 fik man en tæt tenniskamp at se, hvis man havde begivet sig ud i Aarhus 1900s tennishal. HRT bød nemlig favoritterne op til dans, men selvom 1. og 2. singlen gik gæsternes vej, kæmpede Aarhus sig tilbage, og da doublerne gik hver deres vej, endte det med 3-3.
 
Puljens anden kamp vandt Hvidovre med 6-0 over Randers, og det betyder, at alt langt fra er afgjort, før den absolut bitre ende. Umiddelbart ligner Randers det svageste led, men de næste spillerunder vil vise, om Hvidovre, Aarhus 1900 eller HRT trækker sorteper og glipper mellemspillet.
 
KB og Lyngby vandt
I gruppe 1 med de seedede hold vandt KB 5-1 over Birkerød, mens Lyngby vandt 5-1 over Gentofte. Om to uger mødes netop KB og Lyngby til kampen, der formentlig vil afgøre, hvem der skal få fordel af at vælge modstandere videre frem i turneringen.
 
Hos damerne vandt KB i gruppe 1 forventeligt 6-0 over Hvidovre, men lidt overraskende vandt Gentofte med samme cifre over Birkerød, der ganske vidst stillede svagt op. I kampen om at gå i mellemspillet viste Skovbakken og HRT tænder i gruppe 3 med 6-0-sejre over henholdsvis TC Odense og ATK. I gruppe 2 vandt favoritterne fra Esbjerg med 5-1 ude over Lyngby. Resultatet fra kampen mellem HIK og Hillerød kendes endnu ikke.
 
Resultater fra herrernes 1. spillerunde:
Birkerød – KB 1-5
Lyngby – Gentofte 5-1
ATK – B 93 5-1
Hillerød – Skovbakken 6-0
Hvidovre – Randers 6-0
Aarhus 1900 – HRT 3-3
 
Resultater fra damernes 1. spillerunde:
KB – Hvidovre 6-0
Gentofte – Birkerød 6-0
HIK – Hillerød Resultatet kendes endnu ikke
Lyngby – Esbjerg 1-5
Skovbakken – TC Odense 6-0
HRT – ATK 6-0