Det har ikke være med vilje, jeg har været væk fra bloggen. Jeg har haft usle internetforhold, og har bare ikke fået taget mig sammen til at lave en update, da det trods alt er et par uger siden sidst. De kampe, jeg ikke har skrevet om, skriver jeg om til sidst, for de, der er interesserede.
Lige i øjeblikket er jeg i Monza, hvor jeg spiller en challenger i double på grus. Jeg ville også gerne have spillet single, men kun hovedturneringen. Sidste uge var nemlig en træningsuge for mig, og skulle jeg spille kval her, ville det kun være en halv træningsuge for mig, og det ville jeg ikke. Sidste år gik jeg på grus uden træning, og det fortrød jeg. Derfor ville jeg have god forberedelse i år. Det har jeg virkelig også fået. I sidste uge var jeg i Spanien for at træne og besøge en af mine gode venner, Daniel Kiernan, der har startet sit eget akademi udenfor Malaga. Sammen med mig kom min doublemakker, Johan Brunström, hans lillebror, Jeppe, og Johnny Marray fra England. Det var en super fed uge. Det var fedt at være der med nogle andre, der også ville køre hårdt på. Vejret var super, vi havde uendelig banetid, der var en løbebane og acceptabelt gym, så der var ingen undskyldninger. Jeg trænede på nogle grusfinesser, jeg startede på i slutningen af sidste grussæson, og jeg synes allerede, jeg er rigtigt godt på vej. Specielt fysisk er jeg meget stærkere, end sidste år, så jeg orker mere, kommer i god position til flere slag og har mere guf generelt. Jeg var også så pumped på en træningsuge, som aldrig før. Med alle turneringerne i år, hvor jeg er gået dybt i mange af dem, og en sygdomsuge, har jeg ikke trænet så meget og så hårdt, som jeg gerne ville. Det har jeg så haft mulighed for nu med sidste uge, og med denne uge, hvor jeg kun spiller double. Jeg træner godt ved siden af. Efter meget standard træning med en masse slag og løbeøvelser, prøver jeg at spille lidt mere point i denne uge. Jeg spiller godt, men har spillet med nogle, der ikke lige har haft mit engagements niveau, og det har psyket mig lidt. Jeg har glædet mig til at teste mig af mod de gode grusspillere her, men har endnu ikke haft et kvalitets pas med andre end Johan og hans bror. Vi er på hver gang. Folk må tro, vi er nogle lalleglade idioter, for vi spiller meget, træner fys og laver en masse bizarre øvelser ved siden af. Vi elsker det :-). Den eneste, der kan konkurrere med os mht. banetimer er Thomas Muster. Den gamle Grand Slam vinder er stadig igang med sit comeback, der startede sidste år, og han kører på. Han spiller godt for sin alder, men mangler lidt pung og penetrering i hans slag, før han kan blive rigtig farlig på det her niveau.
Men tilbage til turneringen. Træningen har givet pote, og vi er i semifinalen, hvor vi møder den tysk/indiske kombination, Greul/Raja, i morgen. Vi har spillet godt, og vundet vores kampe forholdvist komfortabelt. Jeg føler mig rimeligt godt kørende – specielt i den sidste kamp og de sidste par dage på træning har været lækkerier. Jeg spiller, som sagt, med Johan Brunström i denne uge, og vi forsøger at stable et par turneringer på banen. Det er kanon at have en fast partner at spille med. Specielt, når vi går godt i spænd uden for banen, og har det godt sammen. Vi har tidligere spillet godt sammen, og jeg tror vi kan lave nogle gode resultater de næste par uger. Vi arbejder i hvert fald godt for det.
Som sagt, føler jeg mig godt kørende fysisk. Sammenlignet med sidste års ynkelige start på gruset, er der lysår til forskel. Det er virkelig fedt, jeg kan mærke, at de programmer min fystræner, Mats, har lavet til mig, har haft så god en effekt. Den skarpe iagttager har måske set, at jeg har fået et nyt banner på under sponsorer ude til venstre her på bloggen. Det er sportsbasics.com. Det er Mats egen hjemmeside, hvor man kan klikke sig ind og bestille træningsprogrammer. Hvis man har lyst til at prøve noget ny og anderledes træning, synes jeg bestemt, man skal prøve det. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale det. Jeg har arbejdet med Mats i mange år nu, og har været og er rigtigt glad for det. Han har mange øvelser og træningen er aldrig kedelig.
Jeg har været forholdvis heldig med mine rejser på turen. Jeg vil ikke sige for meget, da det sikkert bare ændrer sig, men jeg har været pænt heldig i år. Jeg tror, det er karma, der holder hånden over mig, efter jeg bestod 2010 – Test of character. Et eksempel er, da vi efter Bath skal rejse til Spanien. Det er mig og Johan, og vi er i bil, som vi lejede til Bath. Jeg regner med, det tager en halv times tid til lufthavnen – det var såden jeg huskede det. Vi tager alligevel afsted i, for mig, god tid. Da vi har kørt rundt i Bath i en uge, er der ikke meget benzin tilbage, og Johan spørger, om vi lige skal fylde på – der er kun 30 miles tilbage i tanken. Nej, siger jeg – 30 miles er rigeligt! Nå, vi begiver os afsted, men af en el anden årsag er der monster trafik ud af London. Der havde været et uheld og alle ville ud og nyde det gode søndagsvejr. Vi er helt stuck, og en tur, der normalt tager 15 min tager over en time. Bare rolig, siger jeg, nu hvor det glider let er der ikke lang vej. Vi kører et par min og ser det første vejskilt – 32 miles. Ups! Ikke lige, som jeg havde regnet med. Vi indser, at vi nok ikke kan nå til lufthavnen i tide, da vi jo nu skal have benzin på. Der er 25 miles til næste service, så vi må chance og køre fra et el andet obskurt sted, og lede. Ikke optimalt, da vi var stressede i forvejen. Jeg siger til Johan, han skal prøve at få en el anden til at checke, hvilken terminal, vi skal til, for at spare tid. Der finder vi så ud af, at vores fly er to timer forsinket! Der får vi en seriøs optur på. Samtidig ringer Johnny, som skal med fra Manchester samtidig, og siger at hans fly er forsinket, så han har booket sig på et andet fly, som flyver 2 timer senere. Med andre ord, vi skulle have landet samtidig, og da vi begge havde samme forsinkelse, ændrede det sig ikke. Vi skulle sammen køre til, hvor vi skulle træne, så det var syg timing. Desuden havde Dan problemer med at møde os til tiden, men med forsinkelsen passede perfekt. Et er, at vi nåede med, men at alle forsinkelserne passede sammen på den måde, var pænt sygt. Det kunne jeg kun grine af. En lille krølle på halen – eller et tegn om man vil 🙂 – var at jeg havde brug for internet for at se vores billeje-aftale, men havde ingen kontanter til internetkiosken og det var 5 min inden afgang. Men en mand forærede mig sine sidste 10 min. Davai.
Nå, en lille afstikker der. De næste par uger er jeg på grus, og jeg håber på en god forberedelse, inden jeg får debut i Paris. Det glæder jeg mig naturligvis rigtigt meget til. Herunder kommer der en opsummeringer af mine kampe, hvis man vil læse om det. Det er jo ikke en af de korte indlæg denne gang…
Jeg slap Jer efter Rimouski, hvor jeg tabte i semi til Bobby Reynolds. Det endte bittert deroppe i Canada. Jeg burde have fået mere ud af det. Jeg havde et super godt træf, og havde spillet de første 3 kampe på et højt niveau. Desværre hang serven i den uge, og da jeg mødte en god Reynolds kom det til at koste lidt mere, end i de andre kampe. Desuden har duellerne været så korte i de andre kampe, da de ikke kunne forsvare sig godt, hvis jeg fik sendt en god retur el godt træf afsted. Så jeg havde en kortduelsindstilling (naturligvis er det et ord), men Bobby havde klart mere kvalitet i sine slag, så jeg fik ikke det samme ud af mine slag, som i de andre kampe. Alligevel fyrede jeg bare kanonen af, selvom jeg ikke var i position til det, og det resulterede naturligvis i en masse bondefejl. Det var først, da jeg var bagud med 4-0 i 2., jeg fik spillet mig ind, men så fandt jeg også stilen. Holdt højt niveau og havde tålmodighed til at holde ham fra fadet og vente på min chance. Jeg reddede 2 matchbolde ved 3-5 i egen serv, og var virkelig tæt på et comback, da jeg fik spillet mig i tiebreak. Der var forskellen bare, at han kom op med to super passérslag under pres. Jeg spillede ellers pointne godt. Bittert var det alligevel. Surt, at jeg ikke fandt rytmen tidligere, men jeg er glad for, at jeg trods alt fandt den. Det var nemlig en sådan kamp, som mange gange er løbet fra mig. Det tager jeg som et positivt tegn om fremgang, men det var stadig et surt nederlag. Der var mere i mig i den uge – i både single og double.
Heldigvis var jeg god til at fokusere på alt det, der havde fungeret godt, da jeg kom til Bath. Jeg fandt hurtigt rytmen, selvom vi startede ugen med et bittert nederlag i double til svenskerne, Ryderstedt/Eleskovic. Det var en kamp, vi aldrig skulle have tabt, men også et eksempel på, hvor hurtigt det kan gå i double. Vi har sæt, break og 15-30, da jeg slår en passérslag, der er så lidt ude som muligt, til at få 3 breakbolde til dobbeltbreak. De var begyndt at smålalle lidt, så der skulle ikke meget til at lukke posen. Alligevel ryger det væk fra os, da de spiller et godt game til at breake, og har det nødvendige held i de sidste to tiebreaks. 7-6 6-7 9-11.
Jeg fik en utrolig blød start i single, da min modstander trak sig efter 1. game med sygdom. Ikke så skidt, da jeg trods alt havde en lille smule jetlag. Min 2. runde var svær, men jeg håndterede det godt. Jeg mødte Dustin Brown, Tyskland. Han er oprindeligt fra Jamaica, og hvis der nogensinde skulle komme en jamaicansk spiller, så er det perfekt, det er ham. Det mener jeg kun godt. Han er en fin fyr, jeg kommer godt ud af det med. Han har lange dreadlocks, har farverige outfits og spiller måske det vildeste tju bang tennis i verden. Har går efter sine slag – man kan ikke beskylde ham for at holde igen. Men han gør det godt og ligger top 100. Hans spil er bygget op omkring en kanon 1. serv og forhånd. Da han tager så mange chancer, sender han også mange bolde i væggen, så det irriterende mod ham er, at man absolut ingen rytme får. Han server godt, og det kan være svært at få fat i den, mens han satser sygt på returneringerne. Man kan spille 3 sæt uden rigtigt at fornemme, at man har slået et normalt slag. Det var da også sådan, det gik i vores kamp. Hans serv var virkelig på, så selvom jeg returnerede godt, fik jeg ikke meget ud af det. Jeg spiller 2. jammergames i kampen, hvor jeg ikke sætter 1. serven, så han fik mulighed og tid til at straffe mine 2. server. Et game var, da jeg blev brudt i 1. sæt – med bl. a. to doobeltfejl. Det andet game, var da jeg servede for 2. sæt. Det var bittert, og jeg tabte momentum derefter. Han havde brekabolde ved 5-5 i 2., og havde 4-1 egen serv i tiebreak. Der går han efter es på 2. serven, men misser med et par cm. Fra 2-5 spiller jeg 5 gode baller, og momentum skifter. Jeg føler, jeg har overtaget, men kan ikke få breaket. Vi har et langt game, hvor han redder breakbold og får fordel. Han kommer med en kommentar på tysk til sin kammerat, som jeg forstår. Jeg ved ikke, om det var meningen, jeg ikke skulle have hørt det, men det gjorde jeg. Det var ikke decideret usympatisk, men heller ikke skide flinkt, og det det pissede mig af. Jeg fik kanaliseret irritationen til sund vrede og afslappethed, og jeg fik "nu skal han fandme han den" mentalitet. Jeg brød direkte, og servede den hjem. Den slags modstandere, hvor jeg ikke får rytme, har jeg historisk haft svært ved, så jeg er rigtig glad for min præstation i den kamp. Specielt min koncentration var i top, hvilket den også skal være mod en spiller, hvor det hurtigt kan gå alt, og jeg ikke får noget at arbejde med.
Og så var der kvarten. Hmmm…Jeg har svært ved at beskrive den kamp uden at bruge for mange dårlige ord, og jeg bliver helt aggressiv af at tænke på den. Men jeg prøver at være saglig. Det var den ringeste præstation fra mig i næsten et år. Jeg gav mig selv så dårlig forberedelse ved ikke at være godt opvarmet og i kamp-mode. Kampen inden gik lige pludselig mega hurtigt, og jeg sad bare og ventede på at skulle varme op. Da det er tid til at varme op, går jeg mod gymet, og kampen er færdig. Jeg prøver, hvad jeg kan nå, men jeg kan bare mærke, mine ben sejler rundt. Jeg forærer på grimmeste vis mine første to servegames væk – og dermed også sættet mere eller mindre. Da jeg hurtigt indså, hvorfor jeg var væk, blev jeg så hidsig på mig selv, at jeg ikke kunne finde op og ned i kampen. Jeg tog mig heldigvis sammen, og fokuserede bare på at vinde kampen og så reagere bagefter. Jeg brugte resten af første sæt på at komme igang og finde rytmen. Det lykkedes, og jeg fik et break tilbage, men jeg ku ikke få det andet også. Jeg var overbvist om, at jeg ville køre over ham i 2., og det var hvad der skete. Jeg var fokuseret på at holde momentum og ikke mærke skiftet i sættet. Ofte er jeg ikke lige så fri, hvis jeg ikke er foran, specielt efter et 1. sæt, som det jeg havde spillet her. Det lykkedes ok, men jeg kunne ikke få breaket, selvom jeg havde momentum. Jeg havde breakbolde til 4-3, og slår bl. a. en returneringen, der 9 af 10 gange er et vundet point, men han var på en el anden måde skovlet den over, så jeg får en medium svær volley, som jeg misser. Han holder, jeg smider mit næste game væk med nogle brutale fejl og han server den hjem med nye bolde. Så hurtigt gik det. Jeg nåede knapt at blinke med øjnene. Utilgiveligt nederlag. Jeg har sjældent været så irriteret på mig selv. Jeg var rigtigt godt kørende, jeg var ikke imponeret af min modstander og jeg havde en god mulighed for endnu en semifinale. Det nederlag kan jeg kun takke mig selv for. Selvom det var bundens nullermand af en kamp, var der stadig nogle positive ting at tage med. Jeg fik vendt en potentiel implosion til en kompetitiv attitude, selvom det alligevel var for lidt for sent. Desuden har jeg godt af den slags nederlag engang i mellem (selvom jeg naturligvis hellere vil være foruden). Det er den slags kampe, jeg lærer så meget af. Min motivation til at træne og blive bedre efter den kamp er så stor, og jeg har virkelig svaret på den rigtige måde på træningsbanen. Den slags kampe skal ud af systemet, og jeg er fast besluttet på, at det aldrig skal ske igen. Jeg har kørt godt på siden, for at få den ud, og den ligger som en af min karrieres bundmål – dvs. de situationer, jeg aldrig nogensinde vil stå i igen. Jeg har, som sagt, også svaret på den helt rigtige måde. Jeg er nu ved højt humør, har vild motivation og holder godt niveau :-).
Ja, det endte så med at blive min nok længste blog nogensinde. Jeg havde meget, der skulle ud af systemet åbenbart. De, der faldt i søvn halvvejs, kan jo sprede budskabet, og det kan ende som en revulotion inden for søvnløshedsområdet.
Top 3:
1) Træning i godt vejr. Vi har været så privilerede de sidste to uger.
2) Pink Floyd. Ved at være et par gange, de har været på listen, men det bliver bare bedre og bedre.
3) Stankovic mål mod Schalke. Selvom jeg ikke er Inter fan, kan jeg nok ikke komme uden om det. WOW. Og så i en CL kvartfinale efter 25 sek. At de så tabte 2-5 hjemme til Schalke, er en anden sag…
YNWA