Der er blevet trukket lod til den kommende sæsonfinale, der finder sted i den kommende uge fra den 9.-16. november i London. Ved sæsonfinalen er det sæsonens otte bedste spillere, der er kvalificeret, bortset fra Rafael Nadal, der måtte melde afbud grundet en blindtarmsbetændelsesoperation.
I gruppe A bliver det en intens kamp om videre avancement mellem tre af årets Grand Slam-vindere. Det er Novak Djokovic, Wimbledon-mester, Stanislas Wawrinka, Australian Open-vinder, samt Marin Cilic, US Open-vinder, der kommer til at stå overfor hinanden. Den sidste spiller i gruppe A er Tomas Berdych.
Manden på hjemmebanen, Andy Murray, kan se frem til at give hjemmepublikummet et topopgør når han skal stå overfor Roger Federer i gruppe B. De to andre spillere, der skal kæmpe for avancement i gruppe B er Milos Raonic og Kei Nishikori.
I sæsonfinalen bliver der først spillet gruppespil, hvor alle spiller mod alle, hvorefter nummer et og to i begge grupper går videre til semifinalerne.
Sæsonfinalen er sidste chance for Roger Federer at tilbageerobre placeringen som nummer et på verdensranglisten fra Novak Djokovic. Novak Djokovic er forsvarende mester ved sæsonfinalen som Roger Federer har vundet seks gange tidligere i karrieren.
Nadals afbud kom efter en periode med blindtarmsproblemer og blev derfor opereret mandag for blindtarmsbetændelse. Nadal skulle være frisk igen til starten af den nye sæson.
Billede af Bob Bob / CC BY 2.0 / Beskåret /