I ITF, ATP og WTAs fodspor
ITF og ATP har World Tour Finals i London, WTA har Sony Ericsson Championships i Doha, og nu er Dansk Tennis Forbund, DTF, såmænd i besiddelse af sin egen Grand Prix Serie og et GPS Masters slutspil.
Fælles for ovennævnte turneringer gælder, at det kræver gode resultater i bestemte perioder sæsonen igennem. Ellers er det nærved umuligt at slippe igennem nåleøjet til de afgørende opgør, hvor penge og prestige går hånd i hånd.
Mens der i ITF, ATP og WTA-regi er mange millioner på højkant, starter DTFs Grand Prix Serie og GPS Masters slutspil selvfølgelig i mindre gear.
Grand Prix Serien byder på pengepræmier for i alt 200.000 kr. I slutspillet kæmper sæsonens otte bedste herrer samt sæsonens otte bedste damer om 40.000 kr.
Grand Prix Serien og GPS Masters slutspil er kommet til verden efter ønske fra klubberne og ikke mindst de aktive, der søger attraktive turneringstilbud fra januar til udgangen af året.
Joakim Bay Simonsen, p.t. nummer seks på den nationale herrerangliste, er en af de spillere, der ser nøje frem til årets første GPS-turnering i Århus 1900 den 6.-7. marts.
”Jeg håber at gøre en god figur og skaffe så mange GPS-point som muligt. Datoerne for GPS-turneringerne og slutspillet er noteret i kalenderen,” siger 22-årige Joakim Bay Simonsen.
Davis Cup-aktuelle Martin Pedersen stiler også efter triumfen.
”Vi har at gøre med et super koncept, og der vil være stor interesse for at komme med i GPS Masters slutspil. Forhåbentlig skaber tiltaget bred opmærksomhed,” siger Martin Pedersen.
Chef for klubudvikling og turnering i DTF, Sune I. Alenkær, er ikke bange for, at en Grand Prix Serie og et GPS Masters slutspil udvander eksempelvis DM.
”Vi snakker om forskellige spilleformater. GPS kræver, at deltagerne er stabile over hele sæsonen. I DM kan og vil alle være med. Det er aldeles anderledes, og en danmarksmester er stadig en danmarksmester,” siger Sune I. Alenkær.
…
Med venlig hilsen,
Michael Tannis Beck, presseansvarlig, +45 40226101
mtb@tennis.dk
DANSK TENNIS