På trods af miserable forhold i sidste uge, var dagen i dag klart den værste rent vejrmæssigt. Fra start til slut stod det ned, og der var kun en times tid i mellem, hvor der blev klemt noget spil ind. Jeg nåede ikke mere, end til 1-1, hvorefter resten af kampen blev spillet indendørs. Det mindede dog meget om udendørs, så det var ikke det store problem. Det passede mig også fint ikke at skulle spille udendørs i regnen, da jeg har fået pænt ondt i armen af at spille med så tunge bolde. Jeg spillede mod Gilles Müller, der slog mig i Kolding. Selvom jeg tabte den kamp, havde jeg en masse brugbar erfaring med fra den kamp. Jeg spillede en rigtig god kamp, hvor jeg servede super hele vejen igennem. Jeg havde også rimeligt godt fat i hans serv, selvom han for det meste servede for godt til mig. Da begge servede godt, var det igen uundgåeligt, at 1. sæt gik i tiebreak (jeg måtte godt nok redde 6 breakbolde, hvor de 5 var i et game). Der gættede jeg rigtigt på returen et par gange, og det var nok til at vinde tiebreaken. I 2. sæt brød jeg til 3-2 efter et super game, hvor jeg virkelig fik ramt på returen. Desværre tabte jeg det break med det samme efter et lidt nervøst game. Det slog mig dog overhovedet ikke ud, så jeg sled bare videre og ved 4-4 gav det pote. Jeg spillede endnu et godt parti, og brød ham. Denne gang var der ingen slinger i valsen, og jeg servede den sikkert hjem til 6-4.
I double var vi oppe i mod to hårdtslående russere. Jeg synes altid det er svært at møde den slags spillere. De bliver tilbage på serven og slår så hårdt, som muligt på alt. Desuden returnerer de godt. I starten var vi ikke helt i det gear, vi burde, så de tromlede over os. I 2. mixede vi spillede bedre op, og var fremme i skoene. Da vi samtidig fik godt fat i returerne, var det lidt den omvendte verden, og vi spillede dem ud af banen – 6-1. Endelig lykkedes det mig så at videreføre det momentum fra at vinde et 2. sæt ind til super tiebreaken. Vi kom godt fra start, og hold dem hele tiden bag os. Dommeren skulle lige bringe lidt spænding ind i kampen da hun ved 9-7 til os dømmer min bedste retur i hele kampen ude – ovenikøbet også meget sent – men vi holdt hovedet koldt og tog den 10-8.
I morgen møder jeg min doublemakker, Johnny, i semifinalen, og i double møder vi et giftigt par, Armitraj/Qureshi, så det bliver endnu en tough dag. De har godt nok lovet tørvejr, men jeg tør ikke tage noget for givet.
YNWA