I dag slog jeg 1. seedet Marco Cecchinato (ITF 104) med cifrerne 6-7 (4) 6-1 6-2. Han servede godt og slog en god forhånd så taktikken var på forhånd at pumpe hans baghånd og spille vinkler i forhånden. Og det lykkes. Første sæt var meget lige, med et brud til os hver, og selvom jeg havde to sætbolde ved 5-4 sluttede det i en tiebreak. Han servede rigtig godt i tiebreaken, mens jeg lavede et par dumme fejl, og jeg tabte den 7-4. I starten af andet sæt spillede jeg rigtig godt, og da jeg kom foran 3-1 tankede han resten af sættet. Jeg spillede et rigtigt godt tredje sæt hvor jeg brød ham to gange og var ikke i problemer i nogle af mine egne servpartier.
Jeg spillede generelt godt igennem hele kampen og havde ikke nogle udfald ligesom i et par af de andre kampe. Så jeg er ovenpå og tror mulighederne er gode for at vinde finalen i morgen over 3. seedet Leonard Stakhovsky (ITF 112) fra Ukraine.