Når Marienlyst Centeret ligger gulv til DM Inde har de fynske spillere for en sjælden gangs skyld fordel af hjemmebane.
På Fyn er de i tennishumør. I Marienlyst Centeret i Odense er der disket op til en sand tennisfest, når cremen af dansk tennis i de kommende dage skal dyste om titlen som dansk mester, og interessen for DM-turneringen er stor i det fynske tennismiljø.
”Det er god opbakning. Der var godt med folk allerede lørdag morgen, da jeg var nede og kigge, og jeg ved, at der kommer mange og kigger på mandag, hvor vi forventer, at der er en del fynboer, der spiller. Så jeg mærker, at folk bakker op omkring det”, fortæller Fyns på papiret stærkeste kort til DM Inde, Mads Elholm, der også er rigtig tilfreds med de fysiske forhold, som Fyn kan præsentere for resten af Tennisdanmark i Marienlyst Centeret.
”Det er en super hal at spille tennis i. Tennismæssigt er den rigtig godt. Den er måske ikke ligeså god tilskuermæssigt, men der bliver fundet en løsning med en masse stole, og så kommer der tribuner op til semifinalerne og finalerne”.
Ligesom de øvrige fynske tennisspillere er Mads Elholm vant til at skulle en tur til København, Nordsjælland og en sjælden gang i mellem Jylland for at spille de helt store turneringer herhjemme. Elholm har trods sine mange år på tennisbanen aldrig prøvet at spille et DM på hjemmebane. Det er stort for de fynske tennisspillere at få et DM til øen, og derfor ser den fynske helt også frem til han mandag skal i aktion.
”Vi glæder os meget til at spille DM på hjemmebane. Der kommer en del og hepper på os, og jeg synes, at vi har nogle gode kort i mig selv og Morten Garbers, som jeg regner med går gennem kvalifikationen, og også Henrik Heise Korsgaard, hvis han rammer sit niveau”, lyder det fra Mads Elholm, der er den højest seedede af de fynske spillere.
Skal spille sig i form
Derfor hviler en stor del af Fyns forventninger også på ham – også fordi der ikke er nogen kvindelige fynboer, der forventes at kunne levere noget stort resultat. Tidligere har Mads Elholm, da også vist, at han kan levere store resultater ved mesterskaber. Vildest af alt var det, da Elholm ved DM Ude 2013 som kvalifikant nåede semifinalen. Han vil også gerne gøre det så godt som muligt til DM på hjemmebane, men med tennisskoene så småt lagt på hylden tør han ikke love det helt store til det fynske publikum.
”Jeg har ikke den store målsætning. Jeg træner jo ikke så meget, kun en enkelt gang om ugen, men jeg har til gengæld fordelen af at have et rimelig højt bundniveau, og så kan jeg også ramme et godt topniveau”, siger det fynske håb.
”Jeg skal spille mig i form gennem turneringen, men jeg glæder mig i virkeligheden bare til at spille, og så håber jeg at spille ligeså stille kommer”.
Mads Elholm starter formentlig DM-turneringen på mandag. Det samme gør Henrik Heise Korsgaard. Morten Garbers spillede sig lørdag videre fra første kvalifikationsrunde, og vinder han to kampe søndag, er han også med i hovedturneringen.
Husk at semifinalerne og finalerne fra DM Inde kan ses direkte på Tennissporten.dk fredag og lørdag.