Jeg har et par gode ting at sige om min tur til Israel. Jeg fik yderligere to ATP point til ranglisten – jeg rykker op til omkring de 1000 (Yeehaaah!) og jeg overkom sygdom og spillemæssige kvaler i den første turnering. Det har været svært for mig i de første par turneringer bare at spille og nyde at spille. Jeg kæmpede mig vej gennem en gummiarmsfabrik i de to kampe i hovedturneringen indtil allersidst, hvor jeg så selv tog chancen og løb afsted med kampen, men formåede ikke dette i de næste to turneringer.
Nu vil jeg hjem og forsøge at styrke dels min vilje og mentale styrke på banen og dels at turde spille mit spil, uanset om der er point på eller ej. Det synes jeg stadig ikke jeg har formået. Som jeg skrev under første turnering, ved jeg præcis godt hvordan jeg vil spille, men jeg har ikke gjort det endnu af frygt for at lave fejl. Ikke kun et ocean af sportspsykologi og ganske almindelig lommefilosofi fortæller mig at det er forkert og man skal turde leve og se frygten i ansigtet og leve på kanten og gribe chancen når den opstår og spille i nuet for man ved ikke hvad der sker i morgen og verden går ikke under hvis man taber en tenniskamp og spil for at vinde – men mest af alt er det fornemmelsen i min mave, der skriger som et lille barn efter opmærksomhed og vil have at jeg skal levere præstationer, som jeg kan være tilfreds med!
To uger hjemme med hård træning, hvor jeg presser mig selv til det yderste tror jeg kan hjælpe og så ellers arbejde på at turde tage chancer på banen hele tiden! Det er en idé…
PØ