freakshowet er kommet til byen!

23. september 2012

 Yep, the freaks are in town! Man skulle tro at jeg gik rundt her i Vietnam med den samme grimasse som på billedet ovenover. Helt plysset, rød i fjæset og med en mund, der ikke rigtigt kan finde ud af, hvad den skal gøre af sig selv. Hvis det bare var tilfældet, kære læser, så var jeg mere rolig – i øvrigt elsker jeg indskudte sætninger, så her kommer en, som er en opfordring til tennissporten om at give mig nogle flere billeder at vælge imellem, fordi jeg nu HAR hår på hovedet og ikke længere ligner en nynazist -, men det er dog ikke tilfældet. Jeg har som sagt hår på hovedet og ligner vel omtrent en ganske almindelig høj skandinaver. Men hvor de glor, de søde og smilende mennesker. De glor, når man kommer gående, så man føler sig som en konge, eller som den vietnamesiske Godzilla! Jeg har ikke bestemt mig for hvilken af de to, jeg vælger at tage til mig. Jeg er jo ikke verdensmester i tennis, så jeg hælder mest til Godzilla. Ja, det må være det, de ser. Shit, han er høj, ham der, og bleg…. men flot. Flot kan jeg godt tage til mig. Et stort og flot monster med fine ører – ja, jeg kan godt lide mine ører; der er mange, der ikke kan lide deres ører, fordi de synes, at de sidder forkert, eller at de flapper, eller hvad ved jeg, og nogle gange, når jeg står og kigger mig i spejlet og stirrer længe nok på mine ører, kan jeg også godt få fornemmelsen af, at de ser sjove ud, men så kigger jeg væk og kigger igen, og så kan jeg lide dem igen, så synes jeg faktisk, at de har en flot form, lidt runde på toppen, små, men ikke for små, fine, ja fine ører, synes jeg. Der kommer vi altså gående – altså Hans og mig nu, undskyld jeg ændrer grundled lige pludselig – hver morgen langs vejen, hvor folk fræser rundt på deres knallerter, mopeder og minimotorcykler omkring os – ofte med to eller tre på hver – og glor, så man bliver helt utilpas. Så smiler de. Så smiler man igen. Så råber de "hellooooo!" Så råber vi igen og vinker. Så er de glade. Så er vi glade.

I klubbens restaurant, glor pigerne også. De er helt små, så de glor opad, men ikke desto mindre glor de. Så hvisker de et eller andet til hinanden og fniser. De gør det ikke diskret. De gør det lige foran ansigtet på een, hvilket vi, diskrete danskere, nok ikke er helt vant til. Jeg griner ad det, ellers smiler jeg og vrikker med øjenbrynene. Så bliver de helt forfjamskede. Hans kan ikke rigtigt med det der. Han tænder også helt af over, at de ikke er så gode til engelsk og ikke så godt kan tage imod en bestilling, på trods af, at vi bestiller det samme hver eneste dag. Fire æg og et hvidt baguette til morgenmad, ris med rejer, selleri og koriander til frokost plus to Gatorades og kød med nudler og grøntsager til aftensmad. Han er ved at brænde helt sammen ind imellem, den kære Hans. Jeg siger til ham, at han bare skal tale langsomt i hele sætninger, så fanger de den, men han vil ikke. Det bliver noget insisterende for ham, så han falder ned på deres niveau og står og bruger håndtegn, mens han siger "turn the opla" (vend spejlægget). Så ryster han på hovedet og går hen til vores bord, hvor jeg sidder og smiler. "Hver fucking morgen bestiller jeg det samme og de fatter det ik’!" siger han så. Jeg griner. Det er sgu også frustrerende, og Hans har været her længere end jeg har, så jeg forstår ham godt. 

Vores værter er de sødeste mennesker, man kan forestille sig. Quong (ikke helt sikker på stavelsen, men udtales som konge på svensk) og hans japanske kone inviterer os ind hver aften. I aften bød hun gudhjælpemig på tiramisu, mens Quong rev lidt guitarspil op ad hatten. Så fik vi en traditionel vietnamesisk vise. Jeg lagde mærke til, at vietnamesisk er et godt sangsprog. Lydene i sproget er gode at synge. Der er det sværere på dansk, men jeg prøvede at synge lidt. Det blev en af mine egne. Hans sagde, at jeg skulle spille noget Kim Larsen, men jeg kan kraftedeme ikke finde ud af det. Der er kun tre-fire akkorder i enhver Kim Larsen-sang, men jeg kan sgu ikke. Det er pinligt, men hver gang jeg spiller guitar, sidder jeg og klimper mit eget lort. Så gider jeg jo ikke at sidde og finde Kims sange på nettet og lire dem af, for det får jeg ikke meget glæde af. Resultatet er dog, at jeg er en elendig lejrbålssanger. Det indrømmer jeg. Det er en advarsel til jer, der måtte invitere til strandfester til næste år… Jeg kan ikke spille Wonderwall… jo, det kan jeg faktisk godt… Jeg kan ikke spille Let it Be og Hotel California og Sweet Home Alabama og alt det lort. Jeg gider det ik’! Quong og hans kone har en lille søn på to år (måske?), som bød mig på saft, mens jeg spillede guitar. Så dansede han lidt og grinte. Han er fandenme sød. Dernæst skulle han have aftensmad og mor bød på traditionel vietnamesisk halvt udklækket hønseæg. Ja, det er sgu halvt fugl, halvt æg. Det er jo helt vildt. Sygeligt, synes jeg, men jeg er jo også et griseædende monster fra Danmark, så hvad fanden ved jeg. De æder det sgu uden at fortrække en mine – jeg tror faktisk Fred har skrevet om det her i en blog tidligere, men nu gør jeg det også. Sønnen klækkede ægget og åd den her halve fugl med fjer og det hele. Haps! Lige ned i løgneren, du… Hans og jeg holdt os til tiramisu, som i øvrigt var deliciøs; en udsøgt fornøjelse! Italiensk og rart.

Jeg vandt kvalfinalen i dag 7-5 6-3 over en god koreaner. Han var høj og servede godt. Jeg er også høj og servede også godt, og var bare lige lidt bedre på de afgørende bolde. Sådan er tennis. Jeg prøvede at holde det hele mere muntert i dag på banen, fordi jeg er så skide seriøs hele tiden. Det bliver så noget liv eller død, som om jeg er til begravelse. Det bringer ikke det gode spil frem. Altså lidt mere muntert og lystigt i dag, så jeg jokede lidt med Hans indimellem, når jeg balrede til en forhåndsretur – ja fandenme, du, det sker ikke så tit, men det skulle jo være sjovt i dag – og den pev ned ad linjen forbi min modstander. Eller jeg skøjtede ud og fik slået en forhåndsslice, som sejlede langsomt over nettet, hvorefter jeg nåede helt over til baghåndshjørnet – hvor han havde sendt en lav baghåndsflugtning hen -, glider og får smidt et højt lob op over den høje koreaner og ned på baglinjen. Så’n fik jeg matchbold. Lidt sjovt. 

Nå, nu må jeg smutte. Hans og jeg skal spille double i morgen, men har begge singlestart på tirsdag. Hans møder en vietnameser og jeg møder en kineser.

Held og lykke til de andre Godzillaer ude på touren!