Første træningsuge i Australien

12. januar 2010

   9 januar 2010

Efter en lang pause fra tennis pga. skader, er jeg nu på farten igen. Jeg befinder mig pt i Traralgon i Australien med coach Karina, hvor jeg skal spille en ITF Grade 1. Jeg skal først i kamp om en uges tid. Så tiden går med at vænne sig til klimaet og træning. Der har været helt op til 40 grader, så det er noget af en omvæltning fra de danske temperaturer. Men det er godt nok dejligt!
Desværre er det ikke blevet til så meget træning, som jeg ellers havde håbet på. Jeg har nemlig fået besked på ikke at slå baghånd de næste par dage og at skære ned på træningen, fordi jeg har fået problemer med hånden. Efter den lange flyvetur, er min venstre hånd begyndt at sove pga. en fastklemt nerve i albuen. Den har nu sovet i 5 dage, så derfor må jeg ikke slå baghånd. Men heldigvis har jeg en uges tid til at komme mig. Jeg regner bestemt med at være klar til at give den gas på fredag. Jeg rammer den faktisk overraskende godt for tiden. Så det er positivt.
 
Efter Traralgon går turen til Melbourne hvor jeg skal deltage i Australian Open for juniorer. Det bliver super fedt!