Første dag på banen

18. september 2012

 Godaften!

Jeg havde en svær dag på banen, i dag, mod Huang fra Taipei. Det eneste, der rigtigt fungerede i kampen, var min serv. Jeg havde høj førsteservsprocent og kickserv springer ad helvede til på disse baner, så mine andenserver var også effektive. Ved 3-3 fik jeg endelig et par returer i spil i træk i hans serv, og kom på 40-40. Jeg fik bolden i spil, men fordi min timing er helt i skoven, formåede jeg ikke at lægge ordentligt pres på Huang, og han fik spillet sig ud ad vanskelighederne. Sådan fortsatte det resten af sættet. Jeg presser ham aldrig rigtigt, fordi han hele tiden har fornemmelsen af, at han bare kan spille sig ud ad vanskelighederne. Han behøvede ikke at tage chancer. Ved 4-5 server jeg og vi kommer frem til 40-40. Jeg får endelig træf på en krydsbaghånd, som lander på baglinien. Dommeren dømmer den ude. Den var close, så jeg lod mig ikke gå på af det, men Hans sad på lægterne, lige ved den baglinie, og sagde efterfølgende, at den var inde. Jeg blev breaket efterfølgende og tabte første sæt. Jeg havde egentlig spillet ok, alting taget i betragtning, men jeg var frustreret over, at jeg ikke turde nok. Min confidence var naturligvis ikke på sit højeste, eftersom jeg ramte alle bolde sent, men i stedet for så at spille henholdent – og simpelthen bare forsøge at få ram på bolden og få den ind i banen – burde jeg tage flere chancer, for på den måde at måske få lidt tur i den. Min frustration og henholdenhed hiver mig hurtigt på 0-3, men bliver afbrudt af regnvejrspause. Efter 20 minutter går vi indenfor og jeg skal serve.

Jeg server fortsat perfekt og kommer let på 1-3. Hurtigt 4-1 til ham. Jeg formår stadig ikke at få en ordentlig retur i spil, og på dette tidspunkt i kampen, har jeg slået huller i luften 10 gange. Det var frustrerende. Jeg havde dog fået tid til at tænke over, hvordan jeg gerne ville afslutte denne kamp – jeg ville forsøge at gå efter mine slag, tage nogle chancer – men jeg kunne ikke udføre det. Den eneste chance, jeg har i andet sæt, for at komme tilbage i kampen er ved 2-4, hvor jeg har 30-15 i hans serv, får sat en dyb retur, og fire gode forhænder der svinger ham fra side til side, indtil jeg får den korte slice midt på banen. Jeg træder frem, men har ingen ide om, hvordan jeg skal håndtere slaget. Jeg kan rulle den kryds og forsøge at holde overtaget, jeg kan slå den inside out og komme frem til nettet, jeg kan lægge en stopbold, eller måske en slice og komme frem. Jeg når ikke at tage en endelig beslutning, før bolden rammer min ketcher og dumper forkølet ned i bunden af nettet. Han snupper det efterfølgende point. Jeg holder let til 3-5 og misser, i det næste game, tre returer og en forhånd 1 meter for langt. Game, set and match.

Frustrerende, men jeg forsøgte. Ser man bort fra, hvor ringe jeg følte mig, gik det sådan set okay. Det var et par bolde, der skulle have gået min vej, i første sæt, og så havde jeg snuppet det. I andet sæt, var jeg ikke i nærheden, men prøvede efter 0-3 at tage chancer og gå efter mine slag. Det var desværre for sent og beslutningen skulle have været taget ved 0-0. Men sådan er det. Nu træner jeg hårdt de næste par dage, fysisk udenfor banen og intensivt på banen. Så skulle timing og fornemmelse af bold og opspring ikke længere være et issue. 

Jeg skal kvalle i næste uge, hvilket passer mig godt. Så kan jeg forhåbentligt få nogle flere kampe. Vi har double i morgen.